Caroline er Danmarks dygtigste social- og sundhedsassistentelev
FREDERIKSHAVN: I månedsvis har Caroline Kammer Olesen trænet intenst.
Hun har arbejdet med emner som diabetes, psykisk sygdom, demens og samarbejde med pårørende.
Målet var DM i Skills 2026 i Hjørring.
I weekenden kulminerede indsatsen, da hun vandt guld på hjemmebane.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse.
Unge viser en anden karrierevej
DM i Skills er tre dage, hvor unge viser andre unge, hvad deres uddannelse kan. Det handler om faglig stolthed, inspiration og stærke præstationer.
Carolines to trænere, Jeanette Kleis og Pernille Mørk Bendtsen, har fulgt hendes udvikling tæt.
- Caroline er fagligt meget dygtig, men DM i Skills – og arbejdet som social- og sundhedsassistent – kræver endnu mere. Når Caroline går ind til en borger eller patient, uanset om det er på scenen eller i virkeligheden, skal hun være professionel i sine relationer, fortæller de.
- Hun skal kunne aflæse situationer og mennesker og handle hurtigt, hvis der for eksempel opstår en akut situation. Ved at arbejde intenst med de forskellige cases kan vi se, at hun virkelig har udviklet sig på netop disse områder.
Caroline håber, at hendes deltagelse kan inspirere andre unge til at vælge samme vej.
- Jeg synes, at DM i Skills kan bruges til at vise mit fag og alt det, det indeholder. Den ene case handlede for eksempel om en mand med epilepsi, som jeg skulle hjælpe med at håndtere sin medicin. Opgaven krævede først, at jeg viste, at jeg kunne dosere medicinen korrekt, samtidig med at vi talte om løst og fast, fortæller Caroline.
- Da han pludselig fik et epileptisk anfald, skulle jeg vise, at jeg vidste, hvornår jeg skulle give medicin, hvilke symptomer jeg skulle være opmærksom på, hvornår jeg skulle ringe 112, og hvilke informationer jeg skulle give videre i telefonen.
DM i Skills giver et blik ind i fagligheden
For social- og sundhedsuddannelserne er DM i Skills en unik mulighed for at vise publikum, hvad en social- og sundhedsassistent arbejder med. Konkurrencen gør det tydeligt, hvor stærk fagligheden er inden for blandt andet sygepleje, rehabilitering, kommunikation og samarbejde med borgere, patienter og pårørende.
- I hverdagen løser social- og sundhedsassistenter deres opgaver i et privat rum med borgeren eller patienten, siger Lene Kvist, direktør for SOSU Nord og formand for Danske SOSU-skoler.
- Derfor er DM i Skills en fantastisk mulighed for at åbne netop dette rum op på en scene. Her agerer dygtige skuespillere borgere og patienter, mens deltagerne skal løse konkrete opgaver som medicingivning, observation af sygdomstegn og måling af værdier. Samtidig skal de skabe en professionel relation, vejlede og støtte borgeren i forhold til livssituation og helbred. På SOSU Nord har vi været glade og stolte over at være med til at skabe rammerne for konkurrencerne ved DM i Skills 2026 i Hjørring. At det ovenikøbet slutter med guld på hjemmebane, er jo bare formidabelt, siger Lene Kvist.
Vejen til finalen
For at komme på scenen ved DM i Skills har Caroline været igennem en længere proces.
Først deltog hun sammen med andre elever i en optagelsesprøve. Derefter vandt hun skolemesterskabet på SOSU Nord.
Så fulgte måneders intens træning og forberedelse, blandt andet på en fælles træningscamp med de øvrige deltagere.
Forberedelserne har også krævet et tæt samarbejde med Carolines læreplads i Frederikshavn Kommune.
- Vi oplever stor opbakning fra de ansættende kommuner i forbindelse med Skills. Frederikshavn Kommune har virkelig bakket op om Carolines deltagelse – og er lige så stolte, som vi er, siger Lene Kvist.
- Skills er en fantastisk rekrutteringskanal, fordi andre unge kan spejle sig i Caroline og alle de andre deltagere, der viser, hvad de kan.
Med sejren kan Caroline Kammer Olesen nu kalde sig Danmarks dygtigste social- og sundhedsassistentelev.