Brødrepar indstiller deres ishockeykarriere på samme tid
FREDERIKSHAVN: Den ene har kamprekorden i Frederikshavn White Hawks - den anden har spillet næsten lige så imponerende 722 kampe.
Brødreparret Rasmus og Thomas Søndergaard indstiller samtidig deres respektive ishockeykarrierer.
Det skriver Frederikshavn White Hawks i en pressemeddelelse.
- Rasmus og Thomas har været langt mere end bare spillere for Frederikshavn White Hawks. De har været kulturbærere, identitetsskabere og rollemodeller gennem mere end et årti. Den loyalitet, dedikation og professionalisme, de har stået for, er noget helt særligt og sjældent i moderne sport.
- De har sat et markant aftryk på klubben, både sportsligt og menneskeligt, og deres afsked efterlader et meget stort tomrum. Samtidig er vi dybt taknemmelige for alt det, de har givet til klubben og vores fans, siger René Jørgensen, der er direktør i ishockeyklubben.
I alt har brødrene Søndergaard spillet 1608 kampe i den hvide White Hawks-trøje, og de efterlader sig "et historisk eftermæle", der må "betegnes som fuldstændig uhørt i moderne ishockey" lyder det i pressemeddelelsen.
- Det er det helt rigtige tidspunkt for mig at stoppe. Jeg ser tilbage på min karriere med stor stolthed og glæde over alle de år, jeg har fået lov til at være en del af Frederikshavn White Hawks, siger Rasmus Søndergaard.
Brormand Thomas tilføjer:
- Jeg har nydt rejsen og alle oplevelserne, både de gode og de mere udfordrende, som også er en del af det. Klubben og specielt omklædningsrummet, både holdkammerater og de frivillige omkring holdet, har fyldt en stor del af mit liv, og det har været en ære at repræsentere Frederikshavn.
Thomas Søndergaard er ifølge pressemeddelelsen nødsaget til at indstille sin karriere på grund af en hjernerystelse.