
Biler bliver overhalet af håndlavet træ
Overgangen fra arbejdslivet til en tilværelse som pensionist er blevet en eksistentiel rejse.
Flertallet af danskere der går på pension er glade for at trække sig fra arbejdsmarkedet og trives i deres nye liv som pensionister.
Èn af de mange pensionister der trives og har en høj livskvalitet er Poul Haurum, der som 70-årig valgte at gå på pension. Han var ikke i tvivl om, at hans rejse på den anden side af arbejdsmarkedet måtte indebære, at han forsat kunne finde en form for aktivitet der kunne give ham rytme og struktur i hverdagen.
I Sæby er Poul Haurum kendt som én af medejerne af Auto-Teknik,
men herudover har han været beskæftiget som underviser af kommende mekanikere og senere med større fokus på efteruddannelsen inden for autobranchen.
Godt håndværk
Med så lang en erhvervskarriere bag sig med benzin i blodet ville de fleste sikkert fortsætte med at renovere og pudse på gamle veteranbiler, men Poul Haurum ville bevise, ikke mindst overfor sig selv, at han fortsat kunne udvikle sig fagligt ved at prøve nye udfordringer.
-Uanset branche, har jeg har altid været fascineret af det gode håndværk, fortæller Poul.
Båret af, at Poul igennem hele sit liv har haft lyst til at lære nyt, fandt han hurtigt ud af han skulle udnytte sine kreative sider og sit talent for håndens arbejde, men nu med træ alene eller i en kombination af træ og metal.

Hobbyvirksomhed
I fem år har Poul fundet en god balance mellem tid med familien, der primært udfoldes i weekenden og hverdagene går med at designe håndlavede brugsgenstande i træ- og metal, som han fremstiller og sælger på webshop og fra privatadressen på Kildemarken i Sæby.
Hele garagen med tilhørende værksted er sirligt blevet udstyret med drejebænke til såvel træ som metal og forskellige typer save og slibemaskiner fylder godt op sammen med flere længder ubehandlet træ og metalstykker.
Under firmanavnet Haurum Idé sælges en række stilrene unikke brugsting i mange forskellige træsorter.
Materialevalg og miljø vægter tungt i fremstillingsprocessen, hvorfor Poul Haurum kun anvender træ der er FSC-certificeret (Forest Stewardship Council).
Produktudvikling
Poul Haurum bruger mange timer på at udvikle og designe nye produkter. Senest har han videreudviklet sine mest sælgende salt- og peberkværnsæt fremstillet i oliventræ og pulverlakeret aluminium i farverne sort og hvid. Påfyldningen foretages i toppen blot ved at løfte den øverste del af, fylde på, og derefter presse toppen på igen.
For øjeblikket arbejder Poul på at dreje en fyrfadslyseholder, hvor han kombinerer stål og messing, der skal drejes ud med en tusinddels millimeters nøjagtighed.
Poul har en målsætning om, at Haurum Idé skal give et mindre overskud, men hvis det kan hvile i sig selv, er det også udmærket.
- Det seneste år er materialepriserne steget voldsomt, så når en kunde f.eks. spørger efter en pris på en specialfremstillet bænk, kan det godt være vanskeligt at kalkulere den rigtige pris, så kunden bliver tilfreds og jeg ikke taber penge, smiler den aktive pensionist.

Erhvervskarriere
Poul Haurum er opvokset på en gård på højdedraget vest for Vangen, og det lå i kortene, at han skulle være landmand.
Efter endt skolegang på Halvorsminde Efterskole i 1967 begyndte Poul da også som medhjælper på en landejendom mellem Uggerby og Bindslev, hvor driften af traktorer og maskiner vakte hans største interesse.
Når Poul Haurum har skifte job, har det altid været på opfordring.
Han har altid søgt at efterlevet sit motto: ”Man skal glæde sig til at komme på arbejde og have det sjovt. Den dag man synes det er træls, skal der skiftes job”.
Et liv med biler tager sin begyndelse
Ved et tilfælde blev han i 1969 voksenlærling hos Møller Thomsen, Bindslev Autoservice, der nærmest beordrede ham til at blive lærling.
Kort tid efter, at Poul var blevet udlært som mekaniker, fik han tilbud om at blive timelærer på Frederikshavn Tekniske Skole, hvilket han efter et par dages betænkningstid, takkede ja til, da han fik en livline af Møller Thomsen, der lovede ham at han altid kunne komme tilbage.
Efter 12 år på teknisk skole blev Poul selvstændig mekaniker sammen med sin gode kollega Hans Erik Kristoffersen.
I 1990 valgte Hans Erik imidlertid at finde nye udfordringer og Leif Nielsen, blev i stedet Pouls nye kompagnon i Auto-Teknik på Aalborgvej.
-Det gik strygende og i 1992 blev vi endog kåret som årets Bosch-værksted siger Poul.
I flere år var Poul hovedbestyrelsesmedlem i brancheorganisation for autoværksteder i Danmark i CAD og formand for den nordjyske afdeling af autoværksteder.
Sluttede som 70-årig
I 2000 var Leif Nilsen klar på at overtage Auto-Teknik alene, og da Hans Erik Kristoffersen i 1999 med succes havde startet Autobranchens Udviklingscenter op i Frederikshavn og året efter manglede en mand til at opbygge en værktøjskontrolbil og skaffe kunder til projektet, slog Poul til.
Herefter blev det til godt en halv snes år med en række spændende opgaver, såvel fagligt som menneskeligt.
Da FTZ Akademi i Odense, havde brug for en mand i en nyoprettet Aalborg afdeling, trådte Poul beredvilligt til.
I en alder af 70 år sluttede Poul Haurum sin 50-årige erhvervskarriere hos FTZs afdeling i Aalborg.