Annes Afrika

EVENTYR: 19 år og klar til at opleve Kenya

17. november 2018 kl. 14.00

19 årige Anne Farum Kristiansen er på vej ind i eventyret.

Og 30. november tager hun afsted til Afrika. Hun skal på rejse til Kenya sammen med sin mormor, Rita Farum, som mange gange tidligere har rejst rundt i Afrika. En helt fantastisk og spændende oplevelse venter de to.

- Det bliver en rejse, hvor jeg skal stifte bekendtskab med flere sider af landet. Lige fra hotelophold, safari og Karen Blixens Farm, til mødet med lokale børn og unge, deriblandt handicappede, der har en helt anden hverdag og et helt andet liv, end det jeg selv kender, fortæller Anne Farum Kristiansen.

Men sådan en tur er jo ikke helt gratis, og Anne Farum Kristiansen har måttet trække i arbejdstøjet og være kreativ for at finansiere en del af turen.

- Jeg har haft kontakt til Sæby Syd Skolen og Sæbygårdskolen, hvor jeg solgte kager til eleverne for at tjene penge til børn og unge i det vestlige Kenya. Der blev i alt solgt for 4.000 kroner, der går ubeskåret til børn og unge i det område, jeg skal opholde mig i, fortsætter den unge eventyrer.

Det flotte beløb kunne lade sig gøre, fordi bagermester Johnny Berthelsen fra SuperBrugsen Sæby sponsorerede chokoladeboller, bagermester Morten Tietze fra Håndværksbageren Sæby sponsorerede romkugler og Loop Sæby sponserede materialer til resten af kagerne. Så dem skylder hun en stor tak.

- Lige nu går min tid mest med at glæde mig og tætpakke kufferter med tøj, blyanter, legetøj, tandbørster og meget mere, der kan være til hjælp og glæde for børn og unge i det vestlige Kenya. Jeg ville så gerne tage en masse nyttige ting med derned, men er begrænset af pladsen i mine kufferter. Så skulle man have lyst til at donere penge eller ting, som jeg kan tage med til at glæde og nytte for børn og unge i det vestlige Kenya, så kan man bare kontakte mig på 51 95 28 01, slutter Anne Farum Kristiansen.

Hun vender i bogstaveligste forstand ”hjem til jul” - for den 23. december lander hun igen hos familien i Sæby.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste