Seneste nyt
Billede beskrivelse

Affaldsindsamlere fandt 1381 kg skrald i Frederikshavn Kommune

08. maj 2026 kl. 08.02

FREDERIKSHAVN: Omkring 200.000 danskere deltog i Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling i midten af april. 

I løbet af en enkelt uge samlede deltagerne mere end 120 ton affald, heraf 1.381 kg i Frederikshavn Kommune.

Det skriver Danmarks Naturfredningsforening i en pressemeddelelse.

En mangfoldighed af affald

I forbindelse med Affaldsindsamlingen i midten af april rykkede både børn og voksne ud med affaldssække og gribetænger. 

På landsplan blev der samlet og registreret over 120 ton affald, hvoraf 1.381 kg blev indsamlet i Frederikshavn Kommune.

- Det er tankevækkende, at vi på en enkelt uge kan samle så meget affald i naturen, og det viser, at vi stadig har et kæmpe problem. Jeg mener, at vi som samfund producerer for meget affald, og så længe vi gør det, vil vi desværre fortsætte med at finde affald efterladt i naturen og på gaderne, siger Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening.

Vejrets indflydelse

Landsresultatet af årets indsamling er væsentligt højere end sidste år, hvor der blev indsamlet 80 ton affald. 

Den øgede affaldsmængde skyldes ikke kun flere deltagere, men også den kraftige aprilstorm, der spredte affald i naturen. 

Vinterens sne, som dækkede store dele af Danmark i januar og februar, kan også have spillet en rolle, da den forhindrede tømning af skraldespande og indkapslede affald, som ellers ville være blevet samlet op af ildsjæle.

I Frederikshavn Kommune blev der i år registreret markant mere affald end sidste år, hvor der blev indsamlet 389 kg.

Kuriøse fund

Årets indsamling bød ikke kun på plastposer og cigaretskod, men også flere kuriøse fund. Udover de klassiske affaldstyper blev der fundet støvsugere, stegepander, en airfryer, aviser, reklamer og uåbnede breve. 

Derudover blev der fundet tungere genstande som pengeskabe, møbler og store mængder byggeaffald.

- Det er helt vildt at se, hvad der er blevet fundet i år, og man kan virkelig undre sig over, hvordan det er endt derude. En stor tak til de mange danskere, der har hjulpet med at befri naturen og byerne for affald, der ikke hører hjemme dér, siger Maria Reumert Gjerding.

Affaldsindsamlingen 2027

Næste års affaldsindsamling finder sted i uge 15, fra den 12. til 18. april 2027.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste