Det er fjerde gang årets Guld Harald uddeles.
Mennesker

Årets Guld Harald er fundet

Årets Guld Harald går i 2022 til kvindefodboldklubben Fortuna i Hjørring

27. juni 2022 kl. 14:53

Fortuna Hjørring har en meget stor aktie i den popularitet som kvindefodbolden i Danmark har oplevet gennem de seneste år, fordi Fortuna Hjørring altid har insisteret på, at kvinde- og pigefoldbold skal promoveres på samme niveau, som vi ser det hos drengene og mændene.

Fortuna Hjørring har således en stor andel i, at kvindelige fodboldspillere i Danmark har fået mulighed for hele tiden at dygtiggøre sig, fordi klubben gennem de seneste 30 år har været bannerfører for en dedikeret talentudvikling på pigesiden, som har ført til, at mange landsholdsspillere og rollemodeller for kvindefodbolden i Danmark har fået deres fodboldopdragelse i Fortuna.

Fortuna Hjørring er således ikke kun et nordjysk flagskib for udviklingen af pige- og kvindefodbold i Danmark, men et nationalt flagskib som har en væsentlig andel i, at pigefodbold i Danmark nu begejstrer tusindvis af tilskuere i Parken samtidig med, at massevis af pigefodboldspillere strømmer til de danske fodboldklubber.

Det skriver Guld Harald-komiteen.

- Det vil vi gerne honorere, og derfor tildeles Fortuna Hjørring årets Guld Harald 2022 - at kåringen så samtidig foregår, mens der spilles EM i kvindefodbold i England, gør jo kun historien endnu bedre.

Selve kåringen foregår mandag 11. juli klokken 18 på Harald Nielsens Plads. Alle er velkommen, hvor også hele familien Nielsen vil være til stede sammen med flere prominente gæster.

Efter kåringen vil der være musik på forpladsen, ligesom der vil være gratis stadionplatte samt øl/vand til alle.

Det er fjerde gang årets Guld Harald uddeles - i 2019 var det fodboldspilleren og tidligere AGF træner David Nielsen, i 2020 var det fodbolddirektør og tidligere landsholdsspiller Peter Møller og sidst i 2021 var det Frederikshavner-drengen Søren Frederiksen med en stor fodboldkarriere i AaB, Silkeborg og Viborg.

Årets Guld Harald modtager en ”mini” udgave af statuen af Harald Nielsen skænket af familien Nielsen samt 25.000 i kontanter fra Spar Nord Fonden.

Om Fortuna Hjørring

Det var koner og kærester - såkaldte ”fodboldenker” - til fodboldspillere og ledere i Hjørring Frem der startede dameboldklubben Fortuna Hjørring på en stiftende generalforsamling fredag den 28. oktober i 1966.

Klubbens første sportslige tiltag var bordtennis. I foråret 1967 blev håndbold startet op under VGU og fodbolden startede langsomt op. I 1971 kom kvindefodboldens gennembrud, da de danske damer vandt det uofficielle verdensmesterskab i fodbold for øjnene af 110.000 tilskuere på Aztec stadion i Mexico City.

I 1972 blev kvindefodbolden optaget i FIFA og dermed i DBU. Frems Venner besluttede sig til at være med fra starten, og til at varetage trænerjobbet overtalte man Hjørring Frems kasserer John Robert Larsen, der var ved at gennemgå DBUs træneruddannelse.

”JR” lovede i første omgang at tage indendørssæsonen, indtil man kunne finde en anden, - det skulle senere vise sig at blive til ni år som førsteholdstræner i klubben.

Efter 9 sæsoner som træner stoppede John Robert Larsen efter sæsonen 1981, og startede i 1982 ungdomsturneringen Dana Cup. Der er i dag 5 fuldtidsansatte og 2 deltidsansatte i Dana Cup.

Efter en del sølvmedaljer vandt Fortuna Hjørring i 1994 sit første danske mesterskab med træner Ove Christensen. Det blev også til dannmarksmesterskaber i 1995 og 1996, under ledelse af Steen Andersen. I 1999 med Jacob Nørgaard, i 2002 med Steen Refsgaard, i 2009 og 2010 med Flemming Nielsen som træner i 2014 og 2016 med Brian Sørensen som træner i 2018 med Carrie Kveton som cheftræner og senest i 2020 med træner Niclas Hougaard og Peter Enevoldsen, som hans assistent.

Fortuna Hjørring blev landspokalvindere i 1995 - 1996 - 2000 - 2001 - 2002 - 2006 - 2008 – 2016 -2019- 2022 og er således den klub i Danmark, der har vundet landspokalen flest gange. Fortuna Hjørring har vundet ”The double” fire gange, nemlig i 1995, 1996, 2002 og 2016.

Fortuna Hjørirng vandt det nordiske mesterskab i 1995 og 1996, og er den eneste danske klub, der har vundet det Nordiske Mesterskab.

I år 2002 afviklede UEFA det første europæiske mesterskab i kvindefodbold, og det Nordiske Mesterskab blev derfor nedlagt. I 2003 deltog 35 nationers mesterhold i ”UEFA Womens Cup”, og Fortuna Hjørring spillede sig frem til finalen, hvor det dog blev til et nederlag til svenske Umeå IK.

Fortuna Hjørring slog dermed yderligere en rekord, nemlig at være det første danske hold overhovedet, der nåede frem til en finale i en europæisk turnering.

Fortuna har haft 11 formænd i årenes løb. Den længst siddende er Jette Andersen, der klarede 29 år på posten, inden hun i foråret 2019 valgte at overlade formandssædet tit Birgit Christensen.

Da Danmark i 1996 var kvalificeret til at deltage ved OL i Atlanta, var Fortuna Hjørring repræsenteret med 6 spillere. Og har ved langt de fleste slutrunder været godt repræsenteret med både danske og udenlandske spillere.

I 2016 etablerede Dana Cup, Dana Cup Academy, som er et akademi som trækker nogle af Danmarks største unge talenter indenfor pigefodbold til Hjørring, for at gå i skole og dygtiggøre sig og forfølge sin drøm indenfor elitefodbold.

Der er ca. 400 medlemmer i klubben i alderen fra 4-70 år, kun piger og kvinder.

Vi deltager i DBU’s turneringer med ca. 30 hold hvert år.

Fortuna Hjørring er i foråret 2022 blevet DBU Børneklub.

Fortuna Hjørring har et meget stort netværk af frivillige som er uundværlige for at en klub af denne størrelse kan fungere, det er altafgørende at mange vil give en hånd med.

Nyeste