72 løb for velgørenhed
Selvom årets Knæk Cancer-kampagne i uge 43 ikke er lige rundt om hjørnet, så kan man godt allerede samle ind til det gode formål, hvilket 72 glade løbere beviste 22. juni.
Løbere og gående fra hele Nordjylland havde på en dejlig, solrig onsdag aften trukket i løbeskoene for at gøre en forskel for kræftforskningen og kræftramte.
Foreningen Løb4Sagen havde aftenen før sankthansbålene blev tændt set lyset og arrangeret ”Rådhusløbet”, hvor deltagerbetalingen går ubeskåret til Knæk Cancer.
Start og mål var ved det tidligere Sæby Rådhus, hvor løberne kunne løbe en, to eller tre runder på den syv kilometer lange afvekslende rute gennem Sæbygaard Skov, Nellemanns Have, langs foden af Gedebjerget og forbi Jernkilden.
Løbet havde mødt flot opbakning fra erhvervslivet. Således havde firmaet Frugtkurven.dk sørget for forfriskninger i depotet på ruten, og EDC Sæby havde sponseret medaljer til alle. Efter veloverstået løb blev der hygget igennem over en vand og par grillpølser.
Tilsvarende løb til fordel for Knæk Cancer bliver arrangeret af Løb4Sagen sidst i august.
Formanden selv ramt af kræft
- Mange er på den ene eller anden måde berørt af kræft, konstaterer formanden for klubben, Dan H. Kristensen.
Selv fik han konstateret modermærkekræft for fire år siden og har netop formentlig fået konstateret et nyt udbrud. Løbsarrangøren havde således nok at tænke på under løbet, da han 16 timer efter, løbet var skudt i gang, lå på operationsbordet på Aalborg Universitetshospital.