52 nye maskinmestre fejret ved dimission på MARTEC
FREDERIKSHAVN: For nylig blev 52 nyuddannede maskinmestre fejret ved en højtidelig ceremoni i den fyldte Multisal på MARTEC. Familien, venner, undervisere og repræsentanter fra erhvervslivet var samlet for at sende de nyuddannede godt på vej. Maskinmesteruddannelsens brede anvendelighed på tværs af brancher – både på land og til søs – sikrer dimittenderne gode jobmuligheder. Faktisk har mange allerede landet deres første stilling.
Det fortæller MARTEC.
Inspirerende taler og råd
Flere prominente talere bidrog med inspirerende ord til dimittenderne. Pia Ankerstjerne, direktør for MARTEC, opfordrede til livslang læring og globale eventyr:
- Bliv ved med at lære nyt, så får I et tilfredsstillende og inspirerende arbejdsliv. Se verden og udnyt jeres internationale muligheder. Men husk at vende hjem til Nordjylland, hvor vi har spændende jobmuligheder og brug for jeres kompetencer.
Jenny Braat, direktør for Danske Maritime, fremhævede vigtigheden af grøn omstilling og erfaringsudveksling:
- Det er samarbejdet mellem nye og erfarne kræfter, der skaber de bedste resultater. I har de rette kompetencer til at bidrage til den grønne omstilling, uanset om det er til lands eller til vands.
Simon Holdt Mortensen, teknisk chef hos PM Energi og tidligere MARTEC-dimittend, delte sine erfaringer og opmuntrede dimittenderne til at være åbne over for nye muligheder:
- Grib enhver chance, der kommer jeres vej, og husk, at det nok skal gå – selv hvis karaktererne ikke er, som I håbede.
Peter E. Nielsen, 1. viceborgmester i Frederikshavn, sluttede talerrækken af med en opfordring til at huske lokalområdet:
- Tag ud i verden, men vid, at vi altid står klar til at byde jer velkommen tilbage i Frederikshavn Kommune. Vi har hårdt brug for jeres kompetencer.
Præmier til særlige præstationer
Flere dimittender blev hædret for deres indsats under studiet:
Borgmesterens pris gik til Tobias Byrdal Pedersen for godt kammeratskab.
Rederiet A.P. Møllers præmie blev tildelt Lasse Krage for flid og omgængelighed.
Flidspræmien fra Danske Rederier blev givet til Nickolaj Havsager, der udmærkede sig både fagligt og socialt.
MARTEC Maskinmesterklubs præmie gik til Oliver Thomsen for gennemgående flotte resultater.
Maskinmesterforeningens præmier blev uddelt til Mads Moth Pedersen og Magnus Grønbæk Bager for deres indsats for et positivt studiemiljø.
Prisen for bedste værkstedsskoleprojekt blev vundet af Søren Snebang Lambertsen, Lasse Ingvardsen Kortsen, Karl Emil Kristiansen og Marcus Kongshøj Telsing. Gruppen imponerede med deres innovative bølgeenergi-maskine, som både teknisk og håndværksmæssigt satte standarden højt.
Dimissionen var en festlig markering af afslutningen på et kapitel og starten på nye eventyr for de 52 maskinmestre, der nu står klar til at gøre en forskel både nationalt og internationalt.