Billede beskrivelse

18-årige Laurits Jensen er ny danmarksmester

11. oktober 2022 kl. 07.57

Frederikshavn Sæby Auto Sport har igen fostret en danmarksmester. Korskrobanen ved Esbjerg udgjorde rammen om årets syvende og sidste løb, hvor den endelige kamp om podiepladserne skulle fordeles i Rally Cross.

I hvert løb kan der, hvis alt flasker sig, vindes op til 30 point, og inden sidste løb var der kun 11 point, der skilte 1. og 3. pladsen.

Den førende kører var 18-årige Laurits Jensen fra FSAS, som inden start havde optjent 137 point. Med suveræn kørsel i de indledende heat styrede han direkte mod den endelige guldmedalje.

Desværre kom der nogle ridser i lakken i semifinalen og finalen i form af manglende træk på to af de fire cylindre i hans Peugeot 206. Heldigvis for Laurits havde han vundet 21 point inden finalen, hvor bilen gik helt død, og han måtte lide den tort at køre sidst over mållinjen.

Laurits Jensen kunne dog med en samlet pointhøst på 158 point kalde sig ny dansk mester med fire point mere end 2. pladsen og elleve point til 3. pladsen. 

Laurits flotte præstation er bemærkelsesværdig, dels i kraft af hans unge alder og ved, at det er første år, han prøver kræfter med Rally Cross.

Billede beskrivelse

Baggrund

Efter at have afprøvet forskellige idrætsgrene opdagede Laurits som 13-årig, at han havde talent og rigelig med højoktan benzin i blodet til at køre stærkt på fire hjul.

Med god støtte fra sin far Jimmy Jensen begyndte han at køre folkerace, hvor han klarede sig så godt, at han af og til passerede målstregen før faderen og en række andre kørere. Efter tre lærerige sæsoner med folkerace i sin gamle Volkswagen Golf var næste mål at køre Rally Cross.

Med hele sin elevløn, suppleret med fritidsjob og sponsorater, lykkedes det for Laurits at skrabe 40.000 kr. sammen, som der skulle til for at blive køreklar i en Peugeot 206. Laurits måtte dog makke med en gennemgribende ændring af bilen et halvt års tid, inden han kunne slippe bilens 134 hestekræfter fri på banen.

Når ikke Laurits sidder bag rattet giver han den gas som automekanikerelev hos Autohus Nord på Gærumvej i Frederikshavn. Laurits roser sin arbejdsplads med Robert ”Raketten” Jensen i spidsen, der selv er dybt involveret i motorsporten, og som har givet den unge rallykører en uvurderlig hjælp med råd og vejledning.

Fællesskabet og det gode kammeratskab i klubben har også igennem alle årene været en stor motivationsfaktor og inspirationskilde for Laurits.

- Inden træning og løb mødes vi altid i god tid inden og hygger os i hinandens selskab, fortæller Laurits Jensen.

Laurits vil til næste sæson forsvare sin DM-titel, men er dog begyndt at drømme om nye mål.

- En plads i Super 2000-feltet vil ikke være urealistisk, hvis jeg kan finde den fornødne finansiering, vurderer den talentfulde kører.

Fair Fighter Pokalen

Hvert år på sidste løbsdag kåres årets Fair Fighter, som vælges af kørerne blandt kørerne. Prisen gives for godt kammeratskab, sportslig opførsel og eksempel for sine konkurrenter samt stor personlig udvikling.

Ved afstemningen blev Laurits Jensen suveræn vinder af vandrepokalen med sit navn indgraveret som vinder i 2022. En hæder, som den gæve vendelbo udtrykker stor taknemlighed for.

-Jeg er stolt og ydmyg over hæderen, specielt når den kommer fra ens konkurrenter kan det ikke blive større, siger den glade vinder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste