Mennesker

Fremgang igen: 144 børn på fodboldskole

04. juli 2022 kl. 19:16

IF Skjold Sæby afholdte traditionen tro DBU Fodboldskole i uge 26. Det var 28. gang i historien. Her deltog 144 børn i aldersgruppen 7-15 år fordelt ud i ni grupper. Til at afvikle fodboldskolen stod 20 trænere og assistenter klar til at give deltagerne en fantastisk uge i fodboldens tegn.

- Jeg synes virkelig, at vi har haft en helt fantastisk uge, med masser af varme krydret med glade, fodboldsivrige og dygtige børn og unge, fortæller en glad og stolt Dennis Degn Poulsen, som igen i år stod i spidsen som fodboldskoleleder.

- Det er helt fantastisk at se, at vi igen i år har fremgang i tilmeldingerne, og at vi kan samle drenge og piger fra klubben. Vi glæder os over, at vi også får deltagere fra oplandet og andre klubber, som ser frem til uge i fodboldens tegn, uddyber han.

Ingen fodboldskole uden lokale helte

Igen i år har et team af dygtige trænere og trænerassistenter knoklet for at give børnene en god oplevelse i ugen. Uden dem var der ingen fodboldskole.

- Vi er en heldig klub, som eksempelvis har Bruno, som har været blæksprutte med oprydning og rengøring. Ydermere er vi i klubben privilegeret at have frivillige til at passe kiosken og cafeteriet. Det er vigtigt, at vi har kunnet servicere spillerne med mad og drikke i varmen, udtaler Dennis Degn Poulsen.

Lokale sponsorer satte prikken over i’et

Rema 1000 har sponsoreret frugt til spillerne. Og her trådte en ung frivillig kraft til. 12-årige Marie Engen har nemlig brugt en uge af sin sommerferie på af skære frugt, levere og servere det for de ni fodboldgrupper. Derudover har hun hjulpet til alle de steder, hvor det var nødvendigt under fodboldskolen.

Som ekstra forkælelse overraskede Nordjyske Bank, som er hovedsponsor i IF Skjold Sæby, en af dagene ved at komme med is til alle spillerene. En gestus, som Janni Steenberg fra Nordjyske Banks Sæby afdeling, høstede stor glæde og jubel for.

- Vi glæder os allerede til næste år, hvor vi igen afholder fodboldskole i uge 26. En fodboldskole, som alle er velkommen til at melde sig til, uanset hvor man spiller, og om man spiller til dagligt, slutter Dennis Degn Poulsen af.

Nyeste