Medaljeregn og halloweenhygge: Lokale skøjteløbere var på isen
I weekenden havde Skøjte- og Sportsforening (SOS) Nord travlt i både Frederikshavn og Gentofte til oktoberkonkurrence. Og igen blev det medaljeregn for SOS Nords løbere i Gentofte.
Det fortæller SOS Nord i en pressemeddelelse.
Fredagen startede ud med Lærke Eilers flotte debut som ny konkurrenceløber i Debs K1. Lærke løb et fejlfrit og flot program. Hun fik en andenplads, og det er endda hendes første konkurrence.
Om aftenen skulle Nynne Nyborg og Maria Langagergaard konkurrere i Junior K1.
Nynne gik på isen og leverede en flot performance, som gav hende en ottendeplads i et svært og tæt felt.
Maria løb et godt program med attitude, hvilket gjorde, at endnu en medalje kom i hus i form af en sølvmedalje.
Sidste mand fredag var Laura Dollerup i Senior K1. Hun løb et godt program med elegante bevægelser og flotte trin. Laura kunne ved dagens afslutning stille sig op på det øverste trin på podiet og modtage en guldmedalje.
Lørdagen havde SOS Nord igen fire løbere til konkurrence, og det blev endnu en god dag for klubben på dag to i Gentofte.
Wendell Hansson-Østergaard løb hans korte program i Junior M Herrer. Han havde dog ikke den bedste dag på kontoret. Et fald kostede dyrt på pointkontoen, hvilket betyder, at han nu lå på en foreløbig andenplads, men det rettede han op på om søndagen, da han løbe konkurrencens absolut bedste program. Han tog guld med hjem, og der var hele ti point ned til andenpladsen.
De næste i aktion var Maiken Christensen og Maia Henriksen i Junior K3 damer.
Første løber ude var Maiken, som altid leverer et dramatisk program. Maiken udførte en af rækkens bedste kombinationspiruetter med den højeste opnåelige level for rækken. Hun slog sin personlige rekord, og en skøn sølvmedalje kom med hjem.
Maia gik ud og leverede nogle høje spring med god energi. Dog var Maia ramt af rigtig hård sygdom, men hun valgte at gennemføre konkurrencen, hvilket gjorde, at hun modtog en fin ottendeplads i en hård gruppe.
Den sidste løber om lørdagen var Camilla Langagergaard i Novice K1 piger.
Hun modtager rækkens højeste programkomponentscore, og hun kunne stille sig op på det øverste trin og få en guldmedalje om halsen ved dagens afslutning.
Om søndagen havde SOS Nord foruden Wendell også tre piger i Junior K2, som var en af de største rækker til konkurrencen.
Viktoria Jakobsen startede i første opvarmningsgruppe med god fart og indlevelse, men lidt uheldige fejl i programmet gjorde, at hun endte som nummer 11.
Chillie Terp har en fantastisk udstråling, når hun skøjter. Hun havde en af rækkens sværeste elementer, men kom til at falde i dem, så det kostede en del point, som gjorde, at Chillie måtte nøjes med en niendeplads.
Malene Christensen løb et godt program og fik personbedste i en meget hård række. Desværre røg hun lige under podiet på en stærk fjerdeplads.
SOS Nord havde samtidig også gang i gågaden om lørdagen, hvor der deltes græskar ud sammen med Handelsstandsforeningen. Der var hele 200 græskar til uddeling.
To af dem, der trodsede kulden, var Caroline Klinge og Agnes Lindgren, som hjalp med at dele græskar ud til byens børn.