Havneduellerne er et klassisk og fast indslag til festerne. Og i år ingen undtagelse. Arkivfoto: Kurt Bering
Mad og drikke

Vendsyssels ældste havnefest er tilbage

06. august 2022 kl. 07:00

Siden 1974 har der hvert år - de to corona-somre undtaget - været Havnefest i Strandby.

Det er FDF Strandby, som afholder den, og de glæder sig til at være værter igen i år.

- Vi glæder os meget til at komme i gang igen, og det bliver lige som man kender det i år. Med mad, underholdning for både store og små, musik, boder, fyrværkeri og de klassiske havnedueller med mere, fortæller Dan Thomsen fra FDF Strandby.

Og nævner i forbifarten, at det meget let kan være den havnefest i Vendsyssel med flest år på bagen.

Der er underholdning for alle aldre på programmet. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

- Idéen opstod i sin tid fordi, at vi gerne ville give børnene i kredsen gode oplevelser, og det kan jo godt koste lidt penge. Så derfor fandt vi på at lave havnefest, hvor alt bliver udført på frivillig basis, og hele overskuddet går direkte ind i foreningen. Sådan var det dengang, og sådan er det stadig den dag i dag, beretter Dan Thomas, som dengang det hele begyndte var en 22-årig kredsleder.

Drabelige dueller

FDF’s havnefest er ikke mindst kendt for de drabelige dueller i havnebassinet, hvor nogle af byens og områdets seje sportsfolk dyster mod hinanden i finurlige øvelse i, over og under vand. Det sker også i år lørdag med start klokken 15.

Selve Havnefesten begynder dog lidt tidligere, nemlig lørdag 13. august klokken 12.30, hvor Tordenskioldgarden spiller musik gennem byen.

Havneduellerne ender gerne med vandgang til de deltagende. Arkivfoto: Bente Poder

Festen fortsætter med et fyldigt program indtil 21.30, hvor der er aftenssang ved Lise Hjørne og umiddelbart herefter begynder festfyrværkeriet.

Søndag starter med friluftsgudstjeneste klokken 10 og så er boderne ellers åbne fra 11.30 til 13.00 hvor Strandby Havnefest anno 2022 lukker.

En anden del af festen, er salg af friske fisk og ”Fisketeriet”, der serverer mad.

- Vi har stadig én kutter - FN20 - som lander helt friske rødspætter her i Strandby, og de er altså værd at smage, siger Dan Thomsen med et smil.

Og oplyser også, at samtlige havnefester gennem de efterhånden mange år, altid har givet overskud.

- Og alt er som nævnt på frivillig basis. Der er i omegnen af 100-150 frivillige, der er inde over sådan en weekend her.

Alt efter vind og vejr forventes det, at flere tusinde kigger fordi i løbet af weekenden.

Der er også boder med lopper og diverse. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Nyeste