Billede beskrivelse

Tobias har fået ny partner - og visionen er ambitiøs

03. september 2024 kl. 19.03

Tobias Vasant Olsen, kok og grundlægger af Restaurant Sæson i Frederikshavn, har fået en ny partner og medejer. Det er Bjarke Skov, der skal være med til at løfte restauranten til nye højder. 

Det hele startede med en korrespondance mellem de to, som hurtigt udviklede sig til dybere dialoger.

Grundlægger ønsker nemlig at udvikle sig yderligere, og med Bjarkes hjælp, rådgivning og sparring er målet at tage restauranten til nye niveauer.

Forbedringer og nye koncepter

Samarbejdet med Bjarke Skov handler ikke kun om at drive forretningen, men også om at eksperimentere med nye koncepter. 

Der er et skarpt fokus på konstant at forbedre gæsternes oplevelse. Målet er klart: at fylde restauranten hver dag med gæster fra hele regionen, herunder Skagen, Aalborg og Hjørring. 

Men det handler ikke kun om maden. Rammerne skal også være en del af oplevelsen. 

Tobias Vasant Olsen lægger stor fokus på at give gæsterne en oplevelse med forskellige smage, farver og atmosfæren i restauranten, og det vil han udvikle endnu mere på.

Billede beskrivelse

Nyt menukort og flere valgmuligheder

Restaurant Sæson har allerede introduceret et nyt menukort, der tilbyder flere menuer og valgmuligheder.

Der er nu også mulighed for at bestille enkelte retter som tilvalg, og menuen skiftes hyppigere, for at sikre variation og nyhedsværdi for de tilbagevendende gæster.

- Opstarten har været hård, men jeg har fortsat lyst til at give det en skalle de næste mange år, fortæller Tobias Vasant Olsen. 

Restauranten har gennemgået mange personaleudskiftninger, men nu er der landet et stabilt team. Sæson har også fået en ny tilføjelse til køkkenet, Freja Vugs, der netop er startet som køkkenmedhjælper, og begynder sin kokkelære hos Restaurant Sæson i januar 2025.

- Hun har potentiale til at blive noget stort indenfor gastronomien. Vi har planer om at stille op i konkurrencer næste år, når hun starter i kokkelære. Hun er meget detaljeorienteret og har en stor lyst til at lære, fortæller Tobias Vasant Olsen.

Med det nye team og de ambitiøse planer ser Tobias frem til, at gæsterne kommer og oplever de nye tiltag. Restauranten har også tilføjet nye vine til menuen.

Tobias håber, at de nye tiltag vil tiltrække både lokale og tilrejsende gæster, og skabe en oplevelse, der rækker ud over det sædvanlige.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste