Billede beskrivelse

Skagens Museum åbner ny café

16. juni 2025 kl. 17.03

SKAGEN: Når sommeren rammer Skagen, kan besøgende på Skagens Museum nu nyde en kop kaffe eller et glas vin i kunstneriske og historiske omgivelser. Museet åbner nemlig sin egen café i havesalen; et initiativ, der både rummer bæredygtige visioner og kulturel forankring.

- Vi har egentlig længe overvejet at drive museets café selv, og nu bød muligheden sig, idet Brøndums Hotel har opsagt forpagtningsaftalen af havehuset, fortæller museets direktør Lisette Vind Ebbesen.

Hun forklarer, at havesalen på museets er et oplagt sted skabe en café med udgang til den historiske have og lige op til den oprindelige Brøndums spisesal på museet, hvor kunstnerne i sin tid samledes.

Caféen åbner 21. juni og holder åbent i syv uger til og med 10. august hver dag fra 10.30 til 17.

Bæredygtigt interiør

Museets egne håndværkere bygger en del af den nye cafés interiør selv - herunder disken. De bruger så vidt muligt genbrugsmaterialer, primært fra tidligere udstillinger på museet, hvilket afspejler museets bæredygtige principper.

- Vi genbruger, fordi vi på museet har fokus på bæredygtighed, og det er derfor et princip for os at finde bæredygtige løsninger, når det er muligt, siger Michael Karred Jensen, som er chef for drift, bevaring og sikring på museet.

- Vi gemmer hver eneste skrue og pind og bruger dem igen, fortæller han, men caféen kommer ikke til at fremstå genbrugs-nostalgisk. Museets håndværkere har med genbrugsmaterialerne skabt et moderne udtryk i den nye café.

Historie på menuen

Menuen på den nye café bliver enkel med friskbrygget kaffe, juice, øl og vin, og med bagværk fra naboen Skagen Bageri i Østerby.

- Caféen er et fint eksempel på vores gode naboskab her i Østerby, og hvad det kan, når det fungerer, fortæller Michael Karred Jensen og glæder sig især til, at bageriet kaster sig over en helt særlig kage.

- Skagen Bageri bager en æblepie til vores café, som var på menuen i Anchers Hus, mens Anna, Michael og Helga Ancher levede og boede der. En af husets tjenestepiger har nedfældet opskriften, som vi fandt mange år senere i Anchers Hus. Den opskrift har Skagen Bageri lånt og laver en version af den historiske kage til den nye museumscafé, fortæller Michael Karred Jensen fra museet.

Caféen har 40 siddepladser indenfor og 70 udenfor og har indtil videre åbent i perioden fra 21. juni til 10. august. I den periode kan man ikke benytte museets have uden museumsbillet eller klubmedlemskab.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste