
Så er der serveret: Fredagslunch i Kattegat Silo
FREDERIKSHAVN: Frokostmøder kan bane vejen for gode aftaler, som kan udvikle Frederikshavn endnu mere.
Det ved man godt hos Erhvervsparken FME, som i forvejen driver kontorhotel i Kattegat Siloen.
Nu er man så klar til også at facilitere frokostmøderne i Siloens selskabsrestaurant Himmelhav - i første omgang på fredage fra 12-15.
Her står kokketeam klar til at tage mode i restauranten på øverste etage i Siloen.
- Vores nye frokostmøde-koncept retter sig mod virksomheder, som skal invitere en vigtig forretningsforbindelse til frokostmøde, skal holde en forretningsfrokost med kollegaerne eller en casual business lunch ude i byen.
- Og det er også til private som ønsker en anderledes frokost-oplevelse, understreger FME-direktør Martin Pedersen.
- Vi har inddelt restauranten i fire områder, så man i ro og fred kan holde mødet, tænke store tanker, give hinanden håndslag på en god handel eller nyde hinandens selskab, siger han.
Det er Himmelhavs kokketeam, som står klar med en TAPAS-tallerken med 7 små retter baseret på årstidens friske råvarer leveret af lokale producenter og leverandører.
- Vi ved, at vores TAPAS-tallerken er meget populær, så det var helt oplagt, at lave en frokost-udgave, som vi kan servere til fredags-frokostmøder, siger Himmelhavs køkkenchef Flemming V. Jensen.