Restaurant på havnen har stor succes – nu lukker den
STRANDBY: I to år har den århusianske forretningsmand Søren Madsen ejet og drevet Mimis Bistro på havnen i Strandby, men med månedens udgang er det slut.
Ikke fordi gæsterne svigter, men fordi det er svært at skaffe kvalificeret personale, så Søren Madsen har måttet bruge rigtig mange timer i restauranten, og det er uholdbart, når han også skal passe sine forretninger hjemme i Århus.
– Jeg har sommerhus i Bratten og kendte godt Mimis Bistro. Jeg er vild med stemningen på havnen i Strandby, og da restauranten kom til salg, slog jeg til. Jeg havde nogle ideer til en anderledes restaurant, hvor filosofien var, at vi skal behandle gæsterne præcis, som hvis de kom på besøg i vores hjem. Tage imod dem i døren, vise dem på plads, snakke med dem og få dem til at føle sig hjemme. Maden skal selvfølgelig også være lige så god som til dine egne gæster, forklarer Søren Madsen.
Konceptet blev en succes. Kunderne elsker den personlige og hjemlige stemning samt den gode mad. Begge år har Mimis Bistro ligget helt i top på Tripadvisor, og gæsterne er kommet rejsende fra hele landet og udlandet for at opleve maden og stemningen.
Men det er også et koncept, der kræver synlig ledelse, især når personalet udskiftes. Så er det helt nødvendigt, at ”fatter” selv er til stede og sikrer, at der er den rette atmosfære i restauranten.
– Jeg er rigtig ærgerlig over situationen. Det er synd for både gæster, personale og Strandby, men jeg kan simpelthen ikke holde til det, erkender Søren Madsen.
Han har derfor besluttet at lukke med udgangen af august, men han har et håb om, at det forinden vil lykkes at finde en restauratør, der har mod på at drive Mimis Bistro videre, enten som ejer eller forpagter.