
René og Lena måtte dreje nøglen om - nu genåbner de
Porterbraiserede svinekæber med rustikke rodfrugter stod på menuen sidste lørdag, hvor Den Fornøjelige i Aalbæk åbnede igen efter flere måneders nedlukning.
Og det var populært.
- Vi blev rendt helt over ende på vores åbningsdag. Vi fik så mange tæsk. Altså perfekte tæsk. Vi havde vildt travlt og folk har bare været så søde til at sige, at de har savnet os, siger Lena Mosberg fra Den Fornøjelige, som sammen med René Hansen, som styrer køkkenet, nu helst bare vil se fremad, efter at de 1. december sidste år så sig nødsaget til at lukke restauranten på grund af de høje energipriser.
- Vi gik fra energipriser på omkring 80.000 om året til 400.000 kroner, bare det at sætte nøglen i døren kostede jo nærmest 1000 kroner, fortæller Lena Mosberg om et af de vilkår, der gjorde nedlukningen uundgåelig.
Retter som vor mor lavede dem
Men nu er Den Fornøjelige åben igen. Næsten som før i tiden med gammeldags retter lavet fra bunden, som vor mor ville lave dem, som René Hansen siger det.

Resten af marts måned byder blandt andet på wienerschnitzel med ærter, dreng, stegte kartofler og stegesmør, kavlefríkassé med hvide kartofler og frisk agurkesalat og forloren hare med baconbønner, vildtsauce, kartofler og tyttebær.
Så løber tænderne i vand efter traditionelle danske retter, så er det bare med at bestille og tage maden med hjem.
Takeaway og selskaber
For indtil videre kan man ikke nyde maden i restauranten, som man kunne før i tiden.
- Vi har endnu ikke taget stilling til, om vi åbner som rigtig restaurant igen, siger Lena Mosberg og henviser til flere udfordringer i den forbindelse. Blandt andet at det er svært at finde kvalificeret køkkenpersonale, men også at det er meget nemmere at styre udgifterne, når det kun er Lena og René selv, der er i butikken.
Men det er ikke udelukket, at Den Fornøjeliges restaurantdel åbner til sommer.
- Det vil tiden vise. Indtil videre har vi ikke engang søgt spiritusbevilling, siger Lena, og en åbning for at spise i restauranten er altså ikke lige forestående.
Hos Den Fornøjelige står den indtil videre på takeaway og selskaber ud af huset.