Nu ruller Daniels foodtrailer ud med lækre burgere
Daniel Hemmingsen, der sammen med kæresten Heidi driver Café Daniels i Havnegade i Frederikshavn, supplerer nu cafeen med en rullende burgerbar.
Det er en foodtrailer, som de første tre dage i ugen primært vil holde ved dagligvarebutikker i de mindre byer. Café Daniels Foodtrailer vil holde tre timer hvert sted.
- Det er ikke nyt for mig at servere burgere fra min trailer, for det var sådan jeg startede som selvstændig, da min arbejdsplads lukkede ned under corona-pandemien. Nu har jeg taget foodtraileren i brug igen som et supplement til caféen. Jeg kører om eftermiddagen mandag til onsdag, hvor der ikke er så travlt i Café Daniels. Jeg satser på de mindre byer, hvor der ikke er andre muligheder for at købe en god burger, siger Daniel Hemmingsen.
- Jeg placerer gerne min foodtrailer ved den lokale dagligvarebutik og i samarbejde med købmanden. Jeg får glæde af hans kunder, og min vogn trækker måske et par ekstra kunder i hans butik. Og under alle omstændigheder er det positivt for alle, at der sker noget i en landsby. Købmanden markedsfører det lokalt, og jeg promoverer det på Facebook.
Mellem 50 og 100 burgere
Det varierer meget fra landsby til landsby, hvor stor interessen for Daniels burgere er. På de tre timer sælger han typisk mellem 50 og 100 burgere. De gode steder besøger han oftere end de steder, hvor interessen ikke er så stor. På det seneste er flere købmænd i landsdelen begyndt at henvende sig for at få Foodtraileren til deres by.
Foodtraileren er en ekstra indtjeningsmulighed, men den er samtidig en god reklame for Café Daniels, og håber er, at nogle af kunderne fra oplandsbyerne også kigger ind i cafeen, næste gang de er i Frederikshavn.
Café Daniels Foodtrailer har sin egen side på Facebook, her kan du holde øje med, hvornår Foodtraileren er i nærheden af dig.
Daniel Hemmingsen og foodtraileren kan også hyres til firmaarrangementer eller private fester. Han har også været på Ørnedalsbanen ved Sæby til motorløb. Her langede han langt over 100 burgere over disken på en eftermiddag.