Lisser udvider sit mad-imperium: Hun har nu 38 ansatte
To cafeer, to grillbarer – den ene med speciale i fisk – og kantinen på værftet.
Sådan ser Elisabeth Amtoft Bredkærs, kaldet Lissers, madimperium ud, efter at hun nu har overtaget sin gamle læreplads, Frederikshavner Grillen på Gl. Skagensvej.
Imperiet styrer Lisser i samarbejde med sin barndomsveninde, Anna Lund, og der er i alt 38 ansatte i de fem spisesteder.
Lisser startede i branchen hos Helle Poulsen i Frederikshavner Grillen i 1991, da den lå på den anden side af Gl. Skagensvej. Hun har været ansat hos Helle i tre omgange afbrudt af arbejde på Skawgrillen i Skagen og ejer af Nytorvs Grill samt Lissers Grill i Vestbyen.
Gammel drøm
Lisser ville gerne have købt Frederikshavner Grillen allerede i 2019, men da var Helle Poulsen ikke klar til at sælge. I stedet overtog Lisser Fisk & Grill på havnen. Nu har hun imidlertid købt Frederikshavner Grillen af den nuværende ejer, Lars Bo Jørgensen.
- Det er jo lidt lige som at komme hjem, og jeg har besluttet, at Frederikshavner Grillens menukort skal vende tilbage til Helles menukort, dog med nogle nye tiltag. Blandt andet vil vi tilbyde stegt flæsk hver mandag. Vi lægger hårdt ud med særlige tilbud hver dag resten af året. Mandag som sagt stegt flæsk, tirsdag stegt hotdog, onsdag bøfsandwich, torsdag ribbenstegssandwich, fredag grillkylling, lørdag Lissers Burger, der vandt Tour de Grill i sæsonen 2018-19, og søndag rød hotdog, fortæller Lisser.
Også Fisk & Grill kører med særlige tilbud resten af året, nemlig en fiskeburger og en fiskesandwich. Fisk & Grill og Café Hedebo Camping har i øvrigt samme menukort.
Elisabeth Amtoft Bredkær og Anna Lund har lavet en arbejdsfordeling, således at Anna Lund er ansvarlig for Café LA Gastro Pub samt kantinen på værftet, mens Lisser står for Fisk & Grill, Frederikshavner Grillen og Café Hedebo Camping.