Kebab-succes vil gerne være en helårsforretning
SKAGEN: I midten af juni åbnede brødrene Damir og Alen Stojkovic ‘Berlin Döner’ i gågaden i Skagen efter et par succesrige år med döner-kebab i Aalborg.
Mange kender til durumruller eller pitabrød med shawarma og kebab, men ifølge Damir Stojkovic er berliner-döneren egentlig uden for den kategori.
- Herhjemme er kebab-retter ofte et supplement, man kan få på pizzariaer, hvor brødet er lavet af den samme dej som pizzaerne. Hos Berlin Döner er hovedfokuset på döneren, som også er den eneste ret du kan få, fortæller han.
Til gengæld har brødrene lagt kærlighed i at lave den helt rigtige döner til nordjyderne.
- Vores brød er tyrkisk fladbrød og vejer 125 gram i modsætning til de fladbrød, mange ellers kender, som måske vejer 50 gram. Og vores krauter-, knoblau- og scharff-dressinger er hentet direkte fra Berlin, fortæller Damir Stojkovic og forklarer, at en berlindöner er en tyrkisk dönerkebab med et europæisk tvist. Kødet i dönerne hos Berlin döner er enten kylling eller kalvekød.
Uafklaret fremtid
Og det nye döner-sted i Skagen er blevet taget godt imod af skagboerne og sommergæsterne.
- Vores oplevelse i Skagen har generelt været mega god, og vi oplever rigtig mange skagboere, der igen og igen spørger, om vi er en helårsforretning, fortæller Damir.
Han har sammen med sin bror og partner endnu ikke har taget endelig stilling til om Berlin Döner bliver i Skagen efter sommersæsonen.
- Vi vil selvfølgelig rigtig gerne være en helårsbutik og er super glade for at være blevet taget så godt imod, siger Damir, som indtil videre ikke er helt klar over Berlin Döners skæbne i Skagen fremover.
- Indtil videre holder vi åbent hele august måned, og så formentlig weekenderne i september, men vi tager stilling til det løbende alt efter efterspørgslen, fortæller han og kommer med en opfordring til byens virksomheder om at tage frokosten hos Berlin Döner.
Det er også muligt at hyre Berlin Döner til arrangementer og events, så tager de udstyret med og laver maden på stedet.
- Vores arrangements- og eventstilbud startede egentlig som natmad til julefrokoster og har nu udviklet sig, fortæller Damir Stojkovic om muligheden for dönerkebab til festen eller firmaarrangementet.