Det har været vigtigt for Katrine, at hendes forretning skal harmonere med at være en familie og derfor er weekenderne hellige for hende. Foto: Vibe Maria Dahl Andersen
Mad & Drikke

Katrines køkken rykker ud i virkeligheden

28. august 2022 kl. 08:30

Katrines forkærlighed for tang og smørrebrød kommer nu skagboerne til gode. For hvor hun indtil nu blot har været til inspiration på Instagram, bliver hendes mad med tang og vilde urter fra naturen nu også tilgængelig for folk udenfor hendes instagramprofil.

I første omgang disker Katrine op med take away hver fredag hjemme fra sit eget køkken på Vinkelvej og med fællesspisning hver anden onsdag aften i Vin, Sprit og DeliCentralen i Skagen.

Katrines helt store passion er tang. - Tang er fuldstændig genialt. Det smager fantastisk og så er det smækfyldt med vitaminer, mineraler og ikke mindst proteiner, og så er det jo tilgængeligt overalt ved kysterne og er ovenikøbet helt gratis. Foto: Vibe Maria Dahl Andersen

Fredagsfrokost

- Om fredagen er der smørrebrød på menuen, som skal afhentes her i mit køkken mellem 12 og 13. Smørrebrødet vil tage udgangspunkt i, hvad der er røget i min sankekurv lige inden, hvad der er i sæson, og hvad jeg ellers har lyst til at lave, fortæller Katrine, som ikke er krakilsk omkring, at det absolut skal være lokale råvarer, selvom mange af hendes råvarer ofte vil være nogen, som hun selv har samlet i naturen.

For mig handler det om, at jeg godt kan lide smørrebrød, og jeg kan lide vilde elementer og elsker tang, men udover det sætter jeg ikke en masse regler op omkring min mad.

Så selvom hun har en holdning til miljøet og den måde også vores madvaner påvirker co2-aftryk og klima, er hendes førsteprioritet alligevel, at det skal smage godt.

Her serverer Katrine tomatmad med ramsløgsmayo, syltet strandarve, hasselnødder og skud fra Roligheden, Skagens Gårdbutik, og en æggemad med wasabimayo, mynte og sprød blæretang. Foto: Vibe Maria Dahl Andersen

- Jeg er ikke fanatisk, bare vi hver især gør det, vi kan. Jeg synes, vi skal bruge vores sunde fornuft, og tang er for eksempel et genialt klimavenligt alternativ i maden, siger Katrine og gør samtidig opmærksom på, at man med tang på ingen måde nøjes, fordi det, hvis det behandles rigtigt, smager helt fantastisk.

- Det smørrebrød man får hos mig er primært grøntsagsbaseret med vilde elementer. Men man kan alligevel også sagtens komme til at møde en rejemad eller en muslingemayo, så helt konsekvent er det ikke. Men der vil nok aldrig komme til at indgå kød i mit smørrebrød, selvom jeg gerne selv bestiller et stykke med roastbeef, når jeg spiser ude, fortæller Katrine, og forklarer at det at tænke primært i grøntsager og vilde urter også sætter en kreativ proces i gang hos hende.

- Og det handler på ingen måde om at trække noget ned over hovedet på folk, jeg har bare lyst til at lave noget lækkert, blandt andet med de vilde urter, jeg kan finde i naturen, siger hun.

Man skal bestille sit fredags-smørrebrød senest klokken 18 dagen før. Og da Katrine indtil videre er den eneste i køkkenet, er der et begrænset antal smørrebrød, så det er en god idé at bestille sin fredagsfrokost i god tid. Et stykke smørrebrød kommer til at koste 50 kroner.

Her serverer Katrine tomatmad med ramsløgsmayo, syltet strandarve, hasselnødder og skud fra Roligheden, Skagens Gårdbutik, og en æggemad med wasabimayo, mynte og sprød blæretang. Foto: Vibe Maria Dahl Andersen

Fællesspisning

Onsdagene i Vin, Sprit og DeliCentralen vil handle om et reelt måltid mad lavet med sæsonens råvarer. Første gang bliver onsdag d. 7. september, hvor der er mad med svampe på menuen.

- Jeg håber det bliver et sted hvor man mødes, børnefamilier, unge og ældre og hvem der har lyst, siger Katrine, og fortæller, hun med tiden overvejer at sælge klippekort til fællesspisningen, og at indgå aftaler med firmaer og arbejdspladser om fredags-smørrebrøddet.

Til fællesspisningen hver anden onsdag skal der bestilles bord senest dagen før klokken 18. Der er plads til 30 mennesker.

Annonceret indhold

Nyeste