Anne Sofie og Christoffer Mølbjerg Kristensen har succes med Restaurant NERD i Frederikhavn Marina Foto: Hans Sejlund
Mad og drikke

Kærestepar nørder mad på marinaen

02. juni 2022 kl. 13:50

Anne Sofie og Christoffer er kærester og bor i Aalborg. Hun er tjener og han er kok. De havde længe drømt om at få deres egen restaurant. Det lykkedes i november 2020, da de overtog driften af Restaurant NERD i marinaen i Frederikshavn. Anne Sofie kunne dog først deltage fra maj 2021, da hun var bundet af en kontrakt. Corona-nedlukningen betød så, at Christoffer heller ikke kunne åbne restauranten de første fem måneder.

Det var den værst tænkelige start, og da restauranten havde haft en lidt omtumlet tilværelse de foregående år, var der hverken renommé eller fast kundekreds at bygge på. Det var bogstavelig talt en start fra bunden. Men det unge par knoklede på, og i løbet af det år, der er gået, har de fået vendt skuden.

- Vi har skabt vores eget koncept, hvor vi hylder den afslappede stemning og med et menukort, hvor der er noget for alle. Lige fra en burger eller stjerneskud til frokost og til den helt store kulinariske oplevelse, vores 15-retters tasting-menu om aftenen, fortæller Anne Sofie Als.

- Vi ligger i en havn, og derfor har vi altid frisk fisk på menuen, men vi har også saftige bøffer. Fælles for alle retter er, at vi lægger vægt på kvaliteten af råvarerne og tilberedningen. Vi foretrækker lokalt producerede råvarer og dyrker vores krydderurter selv.

Personalet på plads

Det nye værtspar på NERD er lykkedes med at sætte restauranten på det nordjyske landkort, så de i dag foruden sejlerne får gæster fra byen, ja selv fra Sæby og Aalborg. Ikke mindst efter, at Nordjyskes madanmelder gav NERD fem gafler ud af seks, har der været interesse fra hele landsdelen.

- Det har været en hård start, vi har måttet kæmpe, men vi synes, resultatet er blevet godt. Vi oplever fremgang og glæder os meget til den forestående sæson. Det er lykkedes at ansætte et fast personale til sommeren. I køkkenet har Christoffer en uddannet kollega samt to elever, og i restauranten har jeg hjælp af nogle dygtige unge mennesker, som brænder for at giver gæsterne den bedst mulige oplevelse, siger Anne Sofie Als.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu