Lonnie Helene Pichler: Vi tror, at denne aften vil give det sidste boost af energi, inden foråret og lyset endelig bryder igennem
Mad og drikke

Møllehuset inviterer til Vinterlysfest: En luksus-naturoplevelse

20. januar 2022 kl. 10:15

FREDERIKSHAVN: Når det bliver fredag 18. februar er vi lige mellem årets korteste dag og forårsjævndøgn og det betyder, at vi inden længe vil stå på tærsklen til foråret.

I den anledning byder Møllehuset denne dag - eller snarere aften til en intim oplevelse ved årets første store satsning midt i naturen og så endda også midt i vinteren.

Men lyset vinker til os forude og derfor kalder Møllehuset da også eventen for Vinterlysfest.

Møllehusets vinterlysfest holdes under stjernerne i en laplandsk tipi med nordisk inspireret mad og stemningsfyldt musik og er en del af en ny brandingstrategi, hvor Møllehuset vil gå i et med den natur, der omgiver restauranten.

Møllehuset har menumæssigt satset meget på netop Bangsboområdet - og det vil kun vokse frem over, fortæller Lonnie Helene Pichler, der er kommunikationskonsulent og marketingansvarlig for Møllehuset.

Vinterlysfest er en luksus-naturoplevelse for de eventyrlystne - og den holdes ude i naturen lige over for Møllehuset.

Ved solnedgang indledes aftenen med en kop af Møllehusets hjemmelavede gløgg serveret fra den lille snacktruck, som er fabelagtig til disse tæt på naturen arrangementer.

Gløggen bliver nydt udendørs ved et af de mange bålfade alt mens mørket falder på.

- Derefter trækker vi os ind i den store, nordiske tipi og finder os til rette ved bordene inden maden serveres, alt imens Amalie Thørholm og Lasse Baggenæs spiller stemningsfuld musik, fortæller Lonnie Helene Pichler.

Atmosfæren i den store tipi er en oplevelse i sig selv.

Tipien er lavet i den svenske del af Lapland nord for polarcirklen af bæredygtig canvas og afbarkede træstammer.

Det giver en fantastisk atmosfære og en jordnærhed, som kun dette rum kan skabe.

- Vi indretter tipien med runde borde og stole, filtede lammeskind fra Tolne Vestergård til at varme sig med og som kronen på værket et hyggeligt bålsted i midten af tipien. T

- Tipien er ud over bålstedet opvarmet med varmekanon, men vi foreslår alligevel, at man klæder sig i flere lag, som kan tages af og på efter behov, siger Lonnie Helene Pichler.

Hun håber, at Vinterlysfesten vil bringe alle sanser i spil.

Den stemning vil helt givet også forstærke smagsnuancerne og teksturen i maden og vinen.

- Da vi for mange tusinde år siden levede som nomadefolk på sletterne omkring de store isgletsjere, var det lysfester som denne, der fik os igennem de kolde, mørke måneder.

- Vi tror, at denne aften vil give det sidste boost af energi, inden foråret og lyset endelig bryder igennem, siger Lonnie Helene Pichler.

Under alle omstændigheder står hun og Møllehuset klar med et løfte til de 50-60, der kan bænkes i tipien, om at det bliver en magisk aften.

- Og når du engang træder ud i den friske, kolde luft under den stjerneklare himmel, håber vi, at du har haft en fantastisk sanseoplevelse sammen med os, siger Lonnie Helene Pichler.

Ud over sansningerne og musikken byder Vinterlysfesten på en 3-retters menu inspireret af vores vilde nordjyske natur. Under middagen vil der være øl, vin og vand ad libitum, samt kaffe og te til desserten.

Det koster 599 kroner at deltage.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu