Ikke med Stefans gode vilje: Strandby Badehotel er sat til salg
STRANDBY: Efter 11 år som daglig drivkraft på Strandby Badehotel har ejer og køkkenchef Stefan Jakobsson besluttet at stoppe.
Af helbredsmæssige årsager siger han farvel til hotellet pr. 1. oktober, og i den forbindelse er hotellet nu sat til salg - med mulighed for ny forpagter.
Strandby Badehotel har gennem årene været kendt for sin personlige atmosfære, gode mad fra bunden og sin beliggenhed tæt på både hav, strand og den aktive fiskerihavn i Strandby, blot syv kilometer nord for Frederikshavn.
Stefan Jakobsson, der er uddannet bartender, tjener og kok, har boet i Danmark siden 1997. Han overtog hotellet i 2015.
- Da vi overtog hotellet lavede vi det om til badehotel, som passede bedre i tiden. Det var et stort arbejde at komme i gang, da hotellet havde været lukket i to år. Mange rør var frostsprængte og det trængte i den grad til en kærlig hånd, fortæller Stefan Jakobsson.
Hotellet har 12 værelser - heraf ti med bad og to med bad på gangen.
Siden åbningen er det kun gået fremad med udlejningen, og sidste sæson havde hotellet en belægningsprocent på 41.
- Mange tror, at vores udlejning er meget sæsonbestemt, men vi har faktisk en jævn udlejning over hele året. I øjeblikket har vi mange håndværkere de første fire dage i ugen, som bl.a. arbejder på værftet og på "Krudten". Dem laver vi også morgen- og aftensmad til.
- Vores sommersæson kører fra uge 28 til uge 32 og udenfor sæsonen fra maj til oktober har vi mange weekendgæster – især tyskere og nordmænd. De seneste par år også mange fra Italien og Frankrig, fortæller Stefan Jakobsson.
Ikke med god vilje
Udover overnattende gæster har hotellet også mange selskaber og arrangementer, så forretningen er positiv.
Og derfor er det heller ikke med Stefans gode vilje, at han må sætte hotellet til salg.
- Jeg fik en større hjerteoperation for fem år siden, og derefter gik det rigtig fint. Men sidste år fik jeg lidt problemer igen og fik en mindre operation. Og jeg føler ikke, jeg kan komme helt på toppen igen. Nu har lægen sagt, at det ikke går at arbejde 80-100 timer om ugen længere, og det må jeg nok hellere lytte til, erkender Stefan Jakobsson.
Selvom beslutningen ikke har været nem, understreger han, at der ikke er grund til bekymring.
Hotellet fortsætter som vanligt med glade gæster og mange aktiviteter helt frem til 1. oktober. Herefter er det tid til, at både han og hotellet skal videre mod noget nyt.
- Jeg håber på, at det kan lykkes at få hotellet solgt, og jeg vil gerne være med i processen og måske bruge et par timer om dagen på at hjælpe nye ejere - eller evt. forpagtere i gang. Jeg har været utrolig glad for at være her og får da også svært ved at undvære det. Mange af de faste gæster bliver jo nærmest en lille familie.
- Nu gør jeg de selskaber færdige, som jeg har i kalenderen. Det sidste holder vi 23. september, og derefter må vi se, hvad fremtiden bringer, fortæller han.