Årets sommerdrink på Ruths Hotel. Foto: Vibe Maria Dahl Andersen
Mad og drikke

Hold uge 29 derhjemme: Sådan laver du Ruths populære sommerdrik

21. juli 2022 kl. 14:30

Alt handler ikke kun rosé i uge 29 i Skagen.

Selvom der ryger rigtig meget rosévin i glassene på Ruths terrasse, og magnumflaskerne popper i stor stil, er der også andre drinks, der er med til at sætte præg på terrasselivet i Gl. Skagen.

Igen i år står folkene fra Pernod Ricard for Ruths sommerdrink, en Ruths Spritz med jordbær. Og der mikses løs i glassene i boden ved hotellets terrasse.

Et miks af skaldyr, rosévin, drinks og godt sommerhumør på terrassen på Ruths. Foto: Vibe Maria Dahl Andersen

- Vi breakede drinken sidste år, og mon ikke vi har den igen næste år, for den er virkelig en succes, siger Alexander Kjær Rasmussen fra Pernod-Ricard, som står og mikser de jordbærrøde drinks under den rød- og hvidstribede markise i den lille drinksbod ved Ruths Hotel.

Og livet på terrassen ligner helt sig selv. Solen skinner og skaldyrsfadene bugner med hummer, kamchatka-krabber, østers og krabbeklør - blandt andet. Stråhatte og godt humør blander sig med musikken fra terrassens dj, og alt er som det plejer på Ruths. Uge 29 er noget særligt i Skagen, og især onsdagen i uge 29 er speciel på Ruths terrasse.

Om onsdagen har terrassen 240 gæster. De andre dage i uge 29 er der 200 gæster. Normal sommer-standard er cirka 60 på terrassen.

Køkkenchef Jack Cramer igang med skaldyrsfade en masse. Foto: Vibe Maria Dahl Andersen

- Det er vigtigt for os, at køkkenet skal kunne følge med, og at her er behageligt at være. Vi gør det ordentligt og presser ikke folk ind, siger hotellets direktør Tom Boye om de overvejelser, hotellet gør sig om de mange gæster på terrassen.

Sådan laver Ruths sin sommer-spritz

En del Lillet Blanc, som er en fransk vin-aperitif, der består af 85 procent hvidvin og 15 procent likør af citrusfrugter.

En del Absolut Lux, ren vodka

Ruths hjemmelavede jordbærpuré

Toppet med isterninger og cremant

Og så er det bare at skåle.

Nyeste