Jan Nielsen har haft Skagen Frisk fiskehandel siden 2019, men har haft engros og eksportfirma i samme lokaler længe før det. Foto: Vibe Maria Dahl Andersen
Mad og drikke

Jan fra Skagen Frisk: Her er rødspætten skønnest

13. juni 2022 kl. 06:15

I en rødspættes liv er det faktisk sådan, at når den bliver tre år, så bliver den kønsmoden, og derefter gyder den, altså smider sine æg, en gang om året.

- Sådan er det med alle fisk og det er afhængigt af vandtemperaturer, saltindhold og iltindhold i vandet, hvornår det lige bliver, fortæller Jan Nielsen, som er indehaver af fiskeforretningen Skagen Frisk i Skagen.

Og ifølge Jan Nielsen er de ideelle forhold for rødspætten at gyde fra november til marts.

- Når den gyder, sender den al sin energi med sine æg ud i verden, så de får den bedst mulige start på livet. Det betyder så, at når rødspætten er færdig med at gyde omkring marts, så er den så udmagret og slasket og løs i kødet, at den faktisk ikke er værd at spise, fortæller fiskehandleren og forklarer, at rødspætten herefter igen begynder at tage føde til sig henover forårsmånederne og forsommeren og kommer sig, og derfor siger man, at den er skønnest, når skoven står grønnest.

- Lige nu er den bare fast og lækker i konsistensen og også uden rogn, fortæller Jan Nielsen.

Først hen mod september er den igen med rogn, men ifølge fiskehandleren behøver det ikke at være et problem med rognen, for rødspættens rogn er faktisk også velsmagende. Når det så bliver november, gyder den igen, og sådan fortsætter det rødspættens liv igennem. En rødspætte kan blive omkring 50 år gammel.

Man kan få rødspætter i størrelsen fra 150 gram og op til to kilogram. En to kilogram tung rødspætte er ifølge fiskehandler, Jan Nielsen, omkring 20 år gammel. Foto: Vibe Maria Dahl Andersen

Kogt eller stegt? Stor eller lille?

- Der er nogen, der helst vil have de små og unge rødspætter, som endnu ikke er kønsmodne, for jo flere gange de har gydet, jo løsere bliver de i kødet, siger fiskehandleren. Dog handler det også om, hvordan man vil have sin rødspætte, om det er til fileter, helstegt rødspætte eller kogt rødspætte.

Selv foretrækker fiskehandleren sin rødspætte i fileter i et hjemmelavet stjerneskud.

- Jeg er umådeligt kraphalset, så det der med fiskeben og mig går ikke, siger Jan Nielsen fra Skagen Frisk.

Jan Nielsen har haft Skagen Frisk fiskehandel siden 2019, men har haft engros og eksportfirma i samme lokaler længe før det. Foto: Vibe Maria Dahl Andersen

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu