Det er Hashmat Qaderi, der står bag Papas Pizza. Han er allerede en erfaren pizzabager.
Mad & Drikke

Hashmat har åbnet eget pizzeria: - Jeg vil gerne være min egen chef

Et nyt pizzeria har slået dørene op i Frederikshavn, men ejeren kender allerede byen godt.

09. august 2023 kl. 12:11
Opdateret kl. 12:37

8. august åbnede Papas Pizza for første gang dørene i Rimmensgade 2C i Frederikshavn. Ejeren Hashmat Qaderi har allerede erfaring med pizzaovne og kundeservice.

- Jeg har arbejdet i pizzeria før, hvor jeg var ved Pizzatime i fire år, og ved Tony's Pizza i halvandet år, siger Hashmat Qaderi, som har boet i Frederikshavn siden 2018.

Hashmat Qaderi ville gerne prøve at have sit eget pizzeria, og han så derfor en mulighed i lokalerne på Rimmensgade, der ligger centralt i byen og tæt på gågaden.

- Det var tid til at prøve noget nyt. Jeg ville gerne være min egen chef, og så synes jeg, at der var en mulighed i de her lokaler, og så er det fedt, at man kan levere en god service til kunderne.

På menukortet finder man, udover italienske pizzaer, også sandwich, pita og diverse grillretter, så der er noget for enhver smag, når man besøger Papas Pizza. Derudover tilbydes der også udbringning, som er gratis, hvis man bor indenfor en radius af fem kilometer fra Rimmensgade 2C.

Åbningen er gået godt for Papas Pizza, og Hashmat Qaderi glæder sig til at se, hvad fremtiden bringer.

- Jeg synes det var fantastisk i går, og en god start på det hele, siger Hashmat Qaderi.

Papas Pizza har åbent hver dag fra 11-21.

Annonceret indhold

Nyeste