Der bliver mulighed for at smage op til 300 forskellige vine på Skagen Vinfestival.
Mad & Drikke

Får plads til 500: Populær vinfestival fortsætter

22. maj 2023 kl. 17:01

Igen i år afholder Vin- og Delicentralen vinfestival i Skagen. 

Festivalen løber af stablen i Skagen Kultur- og Fritidscenter fredag den 2. juni og lørdag den 3. juni, hvilket er noget tidligere end sidste år, hvor festivalen fandt sted i september.

- Det var ret overvældende sidste år, fortæller Henrik Tachau Kristensen fra Vin- og Delicentralen, som står bag den nye festival, som først så dagens lys sidste år og som blev noget at et tilløbsstykke.

- Vi har ændret stedet af forskellige årsager, blandt andet så vi får plads til flere mennesker. Sidste år havde vi plads til 320 mennesker, i år får vi plads til omkring 500, hvilket vi regner med er mere passende, siger Henrik Tachau Kristensen og lægger ikke skjul på, at han har høje forventninger til festivalen i år.

- Vi har indtil videre tilmeldinger fra over 20 af vores 60 leverandører og det er ret flot, fortæller arrangøren, om vinproducenterne, som vil have hver deres stand, hvor de fortæller om vinen og hvor man kan smage på den og få et indtryk af livet som vinproducent.

Der kommer vinproducenter fra Tyskland, Frankrig, Italien, Østrig og Spanien, men det er også muligt at smage vine fra andre steder i verden på festivalen.

- Der vil være vine fra omkring 60 vinhuse og vi åbner 300 forskellige vin, som man kan smage på, siger Tachau Kristensen.

Festivalen løber af stablen over to dage, 2. og 3. juni.

Nørder og almindelige

- Vores hensigt er at skabe kontakt mellem vinproducenten og vinkunden, fortæller vinhandleren om festivalen, hvor der desuden vil være forskellige smage-sessions og oplæg fra både producenter, men også andre kapaciteter indenfor vinverdenen, som han udtrykker det.

Festivalen har blandt andet et speakers corner, hvor blandt andet René Langdal Jørgensen, som er en af Danmarks stærkeste vinkendere, kommer og laver en vinsession.

- Ved en vinfestival som vores kan du komme, selvom du ikke interesserer dig synderligt meget for vin. Du kan hygge og møde en masse mennesker og smage noget forskellig vin.

Og er du nørdet, er der virkelig rig mulighed for at møde nogle ekstremt gode vin-personligheder og høre deres historier og få et indblik i, hvad de laver, siger Henrik Tachau Kristensen.

Der vil desuden også være snacks fra Vin- og Delicentralens køkken på dagen.

Tidligere end sidste år

Sidste år lå festivalen i september måned, men det har arrangørerne ændret i år.

- Sidste år kom vi til at karambolere med høsten. Fordi det havde været så varm en sommer, høstede vinproducenterne tidligere end ellers, og det betød at en del af vores vinhuse ikke kunne deltage, fortæller Tachau Kristensen, som ikke har det problem i år på grund af det ændrede tidspunkt for afholdelsen af festivalen.

Han regner med, at tidspunktet også kommer til at passe med, at der også på vinfestivalen kan præsenteres nogle af de nye årgange, som bliver tappet i dette forår.

Billetter til vinfestivalen kan købes i Vin- og Delicentralen eller hos Toppen af Danmark. Halvdelen af billetterne er ifølge arrangøren allerede solgt.

Vinfestivalen skulle ifølge arrangøren gerne blive en tilbagevendende begivenhed hvert år, og næste års festival er allerede i støbeskeen med datoer 7. og 8. juni.

Annonceret indhold

Nyeste