Erfaren pizzamand gør comeback i Frederikshavn
Pizzariaet et nyt, men pizzabageren er en af byens mest erfarne. Hasan Isikli åbnede sit første pizzaria i Frederikshavn i 2005.
Hasan Isikli har drevet pizzaria, siden han i 1994 kom til Sverige som kurdisk flygtning fra Tyrkiet. Hasan Isikli stiftede familie og har siden 2005 boet i Frederikshavn og drevet pizzaria her. Hasan Isikli er i dag dansk statsborger. Mange kender ham fra de pizzariaer, han har drevet i byen – Gærumvejens Pizzaria, Restaurant Blackstone i Hånbækcentret og senest Hot Stone i Elling.
Blackstone blev et lavpunkt i Hasan Isiklis karriere. Det endte med, at selskabet gik konkurs, og Hasan mistede hele sin opsparing. Med familiens hjælp er det lykkedes ham at komme i gang igen med Hot Stone i Elling og nu altså med Pizza Now!! i Rimmensgade.
- Rimmensgade er en god placering, for der er mange mennesker i gågaden. Jeg har åbent fra 11-21, men forhandler med min udlejer om at måtte holde længere åbent fredag-lørdag. Jeg er lykkelig over at komme i gang igen og glæder mig over, at mit gamle personale er vendt tilbage. Vi er ikke i familie, men det føles næsten sådan, siger Hasan Isikli.
De seneste uger har både familie og ansatte knoklet med at ombygge, male og indrette den tidligere sandwich-forretning til et indbydende pizzaria. Der satses i høj grad på take-away og udbringning, men det er også muligt at nyde sin mad i restauranten, lige som der er en god terrasse foran pizzariaet.