Billede beskrivelse

Enorm stor opbakning: Diana og Marc fik en rørende og god oplevelse

04. marts 2025 kl. 06.02

STRANDBY: Den første uge har været en følelsesmæssig rutsjebane, men én ting står klart: Byens opbakning til Mimis Bistro i Strandby er enorm.

Der har været travlt, følelserne har siddet udenpå tøjet den første uge.

Marc og Diana, som står for den daglige drift, har mærket, hvor meget stedet betyder for især lokalbefolkningen.

- Vi har haft travlt, og det har været en fantastisk uge. Vi har fået så mange beskeder, folk kommer og ligefrem krammer os – det er virkelig så rørende, fortæller Diana Storgaard Møller med tåre i øjnene. Diana har ansvaret for køkkenet og maden.

- Det har været en vild uge. Vi er lettede, rørte og enormt taknemmelige. Nu glæder vi os bare til at tage det næste skridt, fortæller Marc, som har ansvaret for alt andet, udover køkkenet.

Mimis Bistro har i øvrigt lige fået glad smiley fra Fødevarestyrelsen.

Billede beskrivelse

Selvom ejerskabet er nyt, er der stadig velkendte ansigter bag roret. Joakim og Ejner, som også driver Havkatten i Hals, har købt stedet. Marc Sommertao og Diana Storgaard Møller, som i øvrigt er i familie, da de er mor og søn, driver stedet til dagligt, og sammen vil de føre Mimis videre - sammen med deres kollegaer.

De har masser af nye planer for fremtiden.

- Vi retter alt det, der ikke fungerer - og prøver nye tiltag af, for hele tiden at udvikle os, forklarer Marc.

Som der så flot står på Mimis Bistros menukort:

- Vi er i konstant udvikling. Altid inspireret af fortiden, og åbne for fremtiden. Vi tror på at skabe minder, og vi glæder os til at fortsætte med at dele disse øjeblikke med jer.

Som et af de nyeste tiltag, er der kommet en del cocktails på menukortet.

Derudover har de planer om at tilføje et ekstra udemiljø, hvor planen er at det skal være “vinhave-tema”

Mimis Bistro skal ikke bare være et sted, hvor man spiser godt – det skal være et samlingspunkt. Derfor er der allerede rigtig mange arrangementer i kalenderen.

- Vi har planlagt noget hver eneste weekend. Der kommer bl.a. ålegilde, middag i mørket og meget mere, som man kan følge med i på sociale medier og på hjemmesiden, fortæller Marc.

Én ting er sikkert: hos Mimis Bistro mærker man den gode stemning - og der er ingen tvivl om at Marc, Diana og deres kollegaer brænder for det, de laver.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste