En forårsdag, hvor solen bare skinner…
SÆBY: ”Vi mødes på havnen”, det er begyndelsen på en sætning, der lover godt. For alt kan ske på havnen. Havnen er et dragende sted, hvor folk valfarter til, for at se på både og solen, der spejler sig i inderhavnens sagte bølgeskvulp -og ikke mindst for at nyde forårets første is!
Hos Pier2 er de klar til at tage imod gæster, og der er ivrig og livlig transport ind og ud af butikken. Solbriller påføres, ansigtet søger solens stråler og så går is- og kaffenyderiet ellers i gang.
Vejrudsigten har lovet 14 grader, og de rigtigt forårskåde har begivet sig ud med bare arme eller ben og en enkelt cykelrytter har også rundet det solbeskinnede indhak på havnen.
- Jeg har glædet mig til at åbne hernede på havnen igen, folk kommer med store smil og siger, at de har ventet hele vinteren på, at vi slog dørene op igen, og det er da fedt, smiler Nikolai Ronne fra Pier2.
I dag er de to i butikken til at tage imod is- og kaffebestillinger, men om aftenen og i weekenden er det de varme retter, som stryger over disken.
- Vi har nogle rigtig dygtige unge mennesker, som sætter en ære i at levere god service, og når de anbefaler deres kammerater at søge arbejde hos os, så forestår de oplæringen af de nye. Det giver rigtig god mening, da de unge tager ejerskab og får en dybdegående ansvarsforståelse, hvilket også betyder, at vi har fuld belægning på vagtplanen og ikke skal ud at rekruttere nye medarbejdere – alle dem fra sidste sæson har sagt ja tak til at komme og være med igen i år, så det kan kun blive godt, fortæller Nikolai.
Og inden længe er der kø ved isvinduet, hvor de på travle dage kan lange op mod 500 is over disken toppet med masser af friskpisket guf af egen opskrift.
- Vi oplever en øget tilstrømning af turister fra hele området i og omkring Sæby, gæster fra sommerhuse i Lyngså og Voerså, fra campingpladserne og byens overnatningssteder, for alle skal en tur på havnen og spise en is, siger Nikolai.
Der er optimisme i luften og 25 forskellige varianter af Kastbergs is i isdisken – foråret viser sig fra sin fineste side, og alt er godt, som Nikolai så kendetegnende siger.