Dybvad Kro med nyt koncept
SÆBY: Den 29. januar 2023 er en dato, Helle Hegedüs og Janos Hegedüs på Dybvad Kro og Hotel sent vil glemme.
Som følge af en selvantændelse i kroens luft-til-luft varmepumpe i køkkenet, havde der udviklet sig en kraftig røgudvikling.
Halvdelen af bygningens areal - 800 kvadratmeter - var i nattens løb blevet indhyllet i sort røg, og der var sod overalt i køkken, krostue og festlokalerne.
Efter branden var der flere i Dybvad, der var bekymrede for kroens fremtid, men Helle Hegedüs og Janos Hegedüs har aldrig været i tvivl om, at stedet skulle fortsætte med at være et aktiv for Dybvad.
Heldigvis kunne politiet hurtigt konstatere, at branden ikke var påsat, og værtsparret var således uden for enhver mistanke.
Udbedring af skaderne
Takket være et dygtigt skadesservicefirma, lykkedes det i løbet af et par måneder at få lugt og sodskaderne fjernet.
- Men kampen for at få dækket skaderne af forsikringsselskabet var ikke et lykkeligt forløb.
- Istandsættelsen efter branden beløb sig samlet til 1,5 millioner kroner, hvoraf forsikringsselskabet betalte 1 million, oplyser Janos Hegedüs.
Ejerne benyttede lejligheden til at få udført nogle forbedringer på bygning og inventar. Blandt andet blev der, udover en omgang maling, opsat nye hvide fliser til loftet i det store køkken, og der kom ny gulvbelægning i den store sal.
7,5 måneder efter branden stod alle lokalerne som nye, og Helle Hegedüs og Janos Hegedüs kunne igen åbne kroen med tilhørende otte værelser.
Kongelig privilegeret kro
Som den sidste kro i Danmark fik Dybvad Kro status af kongelig privilegeret kro i 1912.
Der er i dag cirka 40 kroer tilbage i Danmark, som stadig kan kalde sig for "kongelig privilegeret", men de har ingen specielle rettigheder i forhold til andre kroer.
Kroerne har siden 1400-tallet kunnet bryste sig af den fine titel. De skulle dengang blot have tilladelse til at servere spiritusfyldte drikke samt indlogere gæster på stedet.
Ny brug af kroen
Ifølge Helle Hegedüs og Janos Hegedüs er tiden løbet fra at drive krodrift, men det skal ikke afholde bygningerne fra at summe af fest og glade gæster.
Parret overtog Dybvad Kro i november 2011, og flere forpagtere har med skiftende held drevet stedet som en traditionel kro.
I marts 2020 valgte Helle Hegedüs og Janos Hegedüs at overtage driften, dog med et mere fleksibelt koncept.
Nu kan gæsterne leje hele kroen eller en del af den. Arrangørerne af fester af enhver art kan selv bestemme, om de vil overlade hele ansvaret til kroens personale eller selv stå for noget eller hele arrangementet.
Hvis lejerne ønsker det, kan kroen f.eks. være behjælpelig med at finde køkken- og serveringspersonale.
Tilfredse gæster
Line og Emil, der fejrede deres bryllup i juni måned, giver stedet mange roser. Lokaler og køkken passede perfekt til vores fest, som de selv kunne sætte deres personlige præg på.
- Emil Christensen, der sidste år blev placeret i den bedste halvdel i tv-programmet ”MasterChef”, hvor han dystede i madlavning, siger, at køkkenet er stort og fint indrettet og hvori man sagtens kan tilberede mad til 1.000 spisende.
Tre forskellige størrelser festlokaler har plads til mellem 70 – 150 spisende gæster, og der følger service med i lejeprisen på mellem 3 – 5 tusinde kroner.
Som prisniveauet indikerer, kan der langtfra blive til en årsløn til ejerne. Kun i kraft af, at de ikke har gæld i bygningen og arbejde ved siden af, kan det lade sig gøre at drive, hvad der tilnærmelsesvis ligner kro og hoteldrift.
- Vi lægger vægt på, at stedet fremstår velholdt, pænt og rent, hvilket vi mærker, at vore gæster sætter pris på, fortæller Helle Hegedüs.
Lokale virksomheder som Brugsen og Nilles Busrejser er trofaste kunder, og private er gode til at placere deres familiebegivenheder hos os, så vi tror på, at Dybvad Kro og Hotel har en fremtid, slår Helle Hegedüs og Janos Hegedüs fast.