Omgivelserne og udsigten fejler bestemt ikke noget ved Strandgrillen i Sæby.
Mad & Drikke

Den Skaldede Kok overtager Strandgrillen

19. juni 2023 kl. 15:00
Opdateret 20. juni 2023 kl. 07:47

Strandgrillen ligger nær vandet, så der vil selvfølgelig være is. Og almindelig varm mad, som hører til en grillbar, samt kolde og varme drikke.

- Men vi vil prøve at hæve overliggeren og tilføje flere ting hen ad vejen. For eksempel en rigtig bøfsandwich med sovs og det hele, ligesom vi skal lave norske løvbøffer fra starten af, fortæller Carsten Olsen, som sammen med sin makker Michael fredag 16. juni åbnede op for årets sæson i Strandgrillen.

- Løvbøffer er en stor ting i Norge, og Michael er nordmand, så jeg har lært dem at kende gennem ham. Det er skide lækkert. Det er en fars enten af kalv/gris eller kylling med hakkede urter i, som bliver banket helt flad og stegt. Vi serverer den med pomfritter og salat, forklarer Carsten Olsen med et smil.

Han er nok bedre kendt som Den Skaldede Kok, og driver i forvejen restauranten i Sæby Søbad, og Strandgrillen ligger lige skråt overfor.

Den Skaldede Kok - Carsten Olsen - driver restauranten "Den Skaldede Kok-Sæby Søbad" og nu også den nærliggende Strandgrillen.

- Den forrige ejer er desværre blevet syg, og vi ville gerne hjælpe. Så det endte med, at vi har overtaget den og kommer til at drive den fremadrettet, fortæller Carsten Olsen.

Selv vil han mest være at finde på restaurant "Den Skaldede Kok-Sæby Søbad", mens Michael med hjælp af et hold unge vil stå mest for Strandgrillen.

Strandgrillen vil være åben alle ugens dage fra 12-20. Undtagen mandag, hvor der er lukket.

Annonceret indhold

Nyeste