Billede beskrivelse

Café Vert – nu kender vi åbningsdagen!

10. september 2025 kl. 09.12

FREDERIKSHAVN: Fredag 12. september er dagen, hvor Christina Frederiksen og Henriette Bjerregaard åbner deres franskinspirerede Cafe Vert i Havnegade 16. Det sker ved en kæmpe åbningsfest fra kl. 12, hvor der bliver kræset for gæsterne, lige fra de 0 til 100-årige.

Café Vert skal nemlig være et sted, hvor der i den grad er plads til børnene, og hvor der er mulighed for både hygge og kreative aktiviteter for alle aldre.

Billede beskrivelse

De to indehavere har brugt et par måneder på at renovere og indrette den tidligere vinhandel, så den fremstår helt efter deres egen smag, og den er bestemt god. De har selv været i arbejdstøjet og lavet mest muligt selv.

Samtidig har Christina og Henriette også gennemført en ansættelsesproces og ansat to unge medarbejdere.

- Vi fik utroligt mange ansøgninger til de to job i cafeen, og med de to piger, vi endte med at vælge, er vi sikre på, at vi har fået det helt rigtige. Og det er vigtigt, for vi skal arbejde som et team, siger Henriette Bjerregaard.

De to medarbejdere hedder Mat(h)ilde Christensen. Jo, begge to om end den ene har et stumt h, så de kommer nok til at gå under deres mellemnavne, som er henholdsvis Toldbod og Grarup. De har netop afsluttet deres ungdomsuddannelser på gymnasiet og handelsskolen og vil bruge et sabbatår på at være med til at starte Café Vert.

Billede beskrivelse

- Da jeg så jobopslaget, var jeg slet ikke i tvivl. Det var bare lige mig at arbejde et sted, hvor der er plads til alle og plads til kreativitet. Jeg synes det er vildt fedt, at der kommer sådan her et sted i Frederikshavn. Så behøver man ikke rejse til hovedstaden for at finde den fedeste café, siger Matilde Toldbod Christensen.

- Jeg er helt enig, og så glæder jeg mig så meget til at starte en masse gode kreative traditioner her i cafeen, fx juleklip, og til at skabe events sammen med byens butikker. Jeg er sikker på, at det bliver Frederikshavns mest attraktive café, siger Mathilde Grarup Christensen.

Allerede på åbningsdagen bliver der fokus på børnene og kreative sysler. Cafeens cirkus er klar til at tage imod børnene med bl.a. en tegnekonkurrence, hvor man kan vinde en børnefødselsdag for 10 personer. Der bliver også ansigtsmaling og lækre børnevafler.

Billede beskrivelse

Café Vert vil have åbent i dagtimerne seks dage om ugen med søndag som lukkedage. Om aftenen er der mulighed for at afvikle events eller fester i de indbydende lokaler. Her vil Tonny Kristensen, Essensgården, levere maden. I dagligdagen vil Café Vert få leveret sit friske brød fra Skagen Bageri og Café ved Jesper Winther. Den gode kaffe leveres af Copenhagen Coffee Lab, og bønnerne kan også købes med hjem fra cafeens shop-in-shop område.

Christina Frederiksen og Henriette Bjerregaard byder ud over god kaffe og lækker mad også på gratis parkering. Ved køb i cafeen er de første tre timer på den store parkeringsplads bag cafeen gratis. Man registrerer blot sin nummerplade i baren.

Åbningen fejres endvidere med gratis kagemand til alle gæster, altså så langt som kagemanden nu rækker. Så måske er det en god ide at komme tidligt. Du kan se hele programmet for dagen på Cafe Verts Facebookside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste