
Bliv klogere på vin: Vinsmagninger i Skagen
Om du er vin-nørd eller bare almindeligt vin-interesseret eller vin-glad kan du deltage i indtil flere vinsmagninger henover sommeren i Skagen.
Vin- Sprit og Delicentralen står bag hele 12 vinsmagninger med forskellige temaer hen over sommeren.
Det er sommelieruddannede Helle Riis Thomsen, som henover sommeren har planlagt vinsmagningerne, men også manden bag Vin- Sprit- og Delicentralen, Henrik Tachau Kristensen kommer til at deltage, hvor det giver mening, at hans viden kommer på banen.

Vinsmagningerne ligger sidst på eftermiddagen fra 16.30 til 18.00.
- Så de kan bruges som en eftermiddagsdrinks-tid efter stranden eller shopping, eller som en opstarter, inden du skal ud og spise, opfordrer Henrik Tachau Kristensen og forklarer, at der er tale om en uformel vinsmagning, og at dem, som gerne vil have en dybere dialog, kan få det og at man også bare kan komme for hyggens skyld.
- Den første smagning, vi havde, gik tre timer ud over den planlagte tid - og det var super hyggeligt, siger Tachau Kristensen, og forklarer at alt kan ske, når en masse mennesker, som ikke nødvendigvis kender hinanden i forvejen, sættes sammen om at smage vin.
Ved vinsmagningerne serverer vincentralens køkken små snacks som passer til temaet. Det kan for eksempel være ‘jambon persille de Bourgogne’ ved Bourgognesmagningen den 21. juli eller spanske tapas til ‘Rundt om Spanien’ den 10. august.
Det koster 200 kroner at deltage, og tilmelding kan ske på Vin, Sprit og Delicentralens side på Facebook eller per telefon.
Programmet for vinsmagningerne henover sommeren er således:
11.07 BOBLER
12.07 SYDFRANKRIG
17.07 ROSÉ
21.07 BOURGOGNE
25.07 RIESLING
27.07 ØSTRIG OG SCHWEIZ
01.08 PINOT NOIR
03.08 ALSACE
08.08 SØDE VINE
10.08 RUNDT OM SPANIEN