Anette Mejlkjær og Torben Pedersen ønsker at trække stikket, mens legen stadig er god.
Mad & Drikke

Anette og Torben trækker stikket: - Penge er bare ikke alt

24. oktober 2022 kl. 16:05

Anette Mejlkjær og Torben Pedersen driver Restaurant Hjørnet, som de åbnede i 2020, på nu tredje sæson. Men corona og diverse restriktioner, personalemangel og nu konsekvenserne af krigen i Ukraine, har det, som på mange andre, tæret på parrets kræfter.

- Derfor ønsker vi at sælge, da Anette har været nede med stress, fortæller Torben Pedersen og forsætter:

- Det er blevet tid til at stoppe nu, mens legen stadig er god, og inden vi bliver rigtig og måske uopretteligt syge af det.

Penge er ikke alt

- Vi har næsten gennem hele restaurantens eksistens kæmpet med at få uddannet og stabilt personale, forklarer Anette Mejlkjær og uddyber: 

- Og når man er selvstændig, så er der kun os selv til at løbe endnu hurtigere, når vi ikke kan få personale nok. Og selvom vi har en rigtig god forretning, så er penge bare ikke alt.

I Restaurant Hjørnets gårdhave kan en lækker frokost nydes, når vejret tillader det.

Står man med en drøm om at drive egen restaurant i stil med Restaurant Hjørnet, som serverer god og hjemmelavet mad, så er Anette og Torben klar til at slippe tøjlerne, så snart en køber står parat.

- Man kan lave en både hurtig og billig overtagelse, da alt er sat ind og klar til drift, udtaler Torben og tilføjer: 

- Køkken og restaurant er lige nu fuld funktionsdygtige og i drift. Og ønsker man at have os med ind over overtagelsen i en periode, så hjælper vi gerne med oplæring og indkøring.

Ingen aflysninger

Trods ønsket om at sælge, så løber Anette og Torben ikke fra pladsen i utide. De forsætter som planlagt året ud, inden der som planlagt vinterlukkes for en periode efter nytår.

Restaurant Hjørnet ligger godt og synligt placeret på hjørnet ud til Søndergade og langs Pindborggade.

Hvis du kan mærke en lille restauratør rumstere i maven og ønsker en centralt beliggende restaurant med gårdhave i en fantastisk turistby, er tiden måske kommet  til at kigge ned til Anette og Torben til en snak om, hvordan man forsætter og overtager et spisested, som allerede et godt ry for deres menuer, den gode service og høflige betjening på én af Sæbys nok bedste beliggenheder.

Annonceret indhold

Nyeste