Åbningsdag på plads: Stjernekokkens drømmeprojekt er snart klar til gæster
Tonny Kristensen er snart klar med Essensgården
VENDSYSSEL: Nu er der fastlagt en officiel åbningsdag for Essensgården, som den kendte kok Tonny Kristensens står bag. Projektet er han ved at realisere på Hestvangvej 14 - lidt udenfor Understed i retning mod Gærum.
- Det her er min helt store drøm, siger den 48-årige kok, der i forvejen driver restaurant Essens i Frederikshavn.
Gennem årene har han høstet masser af roser - og priser - for sine evner i køkkenet. Og selv om han fortsat skal drive Restaurant Essens videre, så har han alligevel også ambitioner om at prøve noget nyt.
- Jeg må indrømme, at jeg nok er lidt af en drømmer, og derfor har jeg også altid haft en romantisk forestilling om, at det ville være fantastisk, hvis man kunne lave et sted, hvor man kunne gå direkte ud for at plukke gulerødderne, hvorefter de bare skal skylles og steges.

Den mulighed får Tonny Kristensen på Essensgården. Og samtidig er der også plads nok til, at han kan realisere en lang række af sine mange andre idéer.
Om to måneder er rammerne på gården blevet gennem-renoveret, og det markeres ved en officiel åbning i forbindelse med sankthans.
- Det bliver nok noget med sankthansbål, pizza og barbecue - måske sådan lidt streetfood-agtigt, hvor du kan gå rundt og smage nogle forskellige ting, siger Tonny Kristensen - og giver sig tid til at reflektere lidt over det faktum, at åbningsdagen også markerer realiseringen af hans store drøm.
- Det bliver en kæmpe forløsning - men i virkeligheden også kun et lille stop på vejen mod alt det, som jeg gerne vil skabe herude.
Du kan læse meget mere om Tonny Kristensens mange planer - og om mulighederne han får på Essensgården, ved at klikke linket her (betalingsartikel).