Billede beskrivelse

Lokal butik står bag: 7 tons strandaffald indsamlet

18. september 2024 kl. 14.04

SKAGEN: Hver eneste dag går lokale og besøgende ture på strandene ved Skagen med en "havfaldspose" i hånden og samler tomme plasticflasker, rebstumper og andet affald sammen, der er drevet i land fra havet.

En ny opgørelse fra Søværnet viser, at der på den måde er indsamlet intet mindre end 7 tons “havfald” på strandene omkring Skagen det seneste år, som er Søværnets betegnelse for alt det løses affald, der driver op fra havet og smides på strandene.

Indsatsen ledes af netop Søværnet under navnet Havmiljøvogterne og er gjort mulig af butikken NY FORM i Skagen, som sælger sports- og fritidsbeklædning.

Butikken har købt og opstillet en posedispenser ved parkeringspladsen ved Stokmilen syd for Skagen som et værn mod de store affaldsmængder i naturen, fortæller Fie Nürnberg Larsen, der er butiksbestyrer i NY FORM.

Billede beskrivelse

- Der skyller jo desværre løbende en masse flydeaffald op på strandene omkring Skagen, og det vil vi rigtig gerne være med til at gøre noget ved. Derfor er vi simpelthen så glade for, at så mange har taget initiativet og poserne til sig og har samlet så meget skrald ind det seneste år.

Gode, frivillige kræfter driver værket

Birgitte Vagnholm, som er projektleder for Havmiljøvogterkampagnen hos Søværnet, fortæller, at det netop er de mange frivillige, der er nøglen til, at det er lykkedes at indsamle så store mængder affald.

- Vi har en dygtig frivillig i Skagen til at passe posedispenseren og løbende sætte nye poser i, så strandgæsterne har mulighed for at tage en pose med på gåturen, forklarer Birgitte Vangholm.

- På den måde er hele indsatsen her baseret på frivillige kræfter og donationerne fra NY FORM i Skagen, og vi skylder en stor tak til alle de rigtig mange frivillige, som hver dag hjælper med at holde strandene rene. Vi kan nå rigtig langt, når vi løfter i flok, og det er indsatsen her et rigtig godt eksempel på.

Foruden dispenseren med affaldsposer donerer NY FORM i Skagen hvert år et beløb til driften af Havmiljøvogter-indsatsen, ligesom der er indrettet et lille område i butikken på Sct. Laurentii Vej, som fortæller om kampagnen til butikkens besøgende.

Det er også muligt at få udleveret en havfaldspose eller sågar en havfaldssæk inde i butikken, hvis man ønsker at hjælpe med at holde strandene omkring Skagen frie for affald og samtidig få en rask gåtur i benene.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste