Yngste Daarbak fik dobbelt mesterskab

08. oktober 2020 kl. 06.00

østervrå: Den kun 12-årige Østervrå-dreng Kevin Daarbak kan kalde sig dobbelt dansk mester i crosskart, og det efter kun én enkelt sæson i 125 ccm-klassen.

Kevin Daarbak havde allerede inden sæsonens sidste løb kørt sig ind til titlen som Dansk Mester 2020, men blot så ingen skulle være i tvivl, så cementerede han titlen med fuldt hus på point ved at vinde alle heat og finalen.

I den motorsportsinteresserede Daarbakfamilie var der lagt nye planer og strategi for Kevin i sæsonen 2020, men en efterhånden ikke helt ukendt virus fik sat disse planer en del under pres.

Udgangspunktet efter Kevins Danske Mesterskab 2019 i 85 ccm, var at sætte vinderbilen til salg, og den handel blev hurtigt effektueret. I mellemtiden var der allerede gjort klar til opbygning af en helt ny kart til brug i 125 ccm-klassen. Kevin Daarbak skulle nemlig have sin debut i klassen, hvor kartens motor er større og tuning er tilladt. Noget af en udfordring for den dengang kun 11-årige dreng at skulle kæmpe mode ”de store drenge”.

Alt var således lagt til rette da sæsonen 2020 var klar til start – så gik det hele i stå på grund af Covid-19. - Alle træningspas blev aflyst, også selv om der kun ville være få kørere på meget store udendørs arealer, fortæller Kevins mor Malene Daarbak. Det var naturligvis en kæmpe skuffelse for Kevin, der helt sikkert havde set frem til at komme ud og prøve kræfter med sin nye kart og nye modstandere.

Heldigvis blev der tilrettelagt få træningspas, dog med store begrænsninger, og heldigvis for Kevin, følte han sig fra start godt tilpas i den nybyggede crosskart, og fik efterhånden mere og mere fart på.

Kevin Daarbak fik sæsondebut i den nye klasse netop på sin 12 års fødselsdag. Det var ikke et racerløb i vante rammen, men i stedet med store restriktioner, zoneopdelinger og uden publikum. Alle i Daarbak Motorsport var naturligvis spændte, og Kevin skuffede da heller ikke.

I sæsonen blev det til i alt syv DM-afdelinger og et klubmesterskab og en hele tiden velforberedt, godt kørende ung chauffør med stort overblik. Resultatet var hver gang plads på podiet blandt de tre bedste med en tredjeplads, en anden plads og seks førstepladser.

Ingen tvivl – yngste medlem af Daarbak Motorsport har for alvor meldt sig på banen efter en virkelig flot sæson som nyoprykker til en større klasse. Slutresultatet blev et Dansk Mesterskab i crosskart 125 cmm og klubmesterskab for Motorsport Nordjylland (MNJ), det lover godt for en ny og spændende sæson 2021.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste