Willy B.: Nu skal der skabes klarhed om aftalen

BREXITMØDE ONSDAG: Minister mødes med fiskere, havne og afledte erhverv for at skabe klarhed om konsekvenserne af Brexit

29. december 2020 kl. 12.24

SKAGEN: Onsdag sætter havnedirektører og andre aktører fra den nordjyske fiskeindustri sig sammen med ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn (S) for at søge at finde løsninger på, hvordan den danske fiskeindustri kan få hjælpepakker fra EU og den danske regering, så man kan sikre industriens fremtid.

- I første omgang er det vigtigt at få skabt klarhed over, hvad aftalen reelt fører med sig. Og det er mit håb, at mødet i morgen kan være første skridt mod det mål, siger havnedirektør Willy B. Hansen, Skagen.

Han ser mødet onsdag som et dialogmøde, hvor man primært går efter at komme i dybden med de mange aftaletekster, så man kan få dem udfoldet.

Således har Danmarks Fiskeriforening specielt hæftet sig ved, at konsumfiskeriet kommer til at betale en stor del af aftale.

- Og derfor er det jo vigtigt for os i Skagen at få afklaret hvilke typer fisk, der er tale om. I Skagen er der jo primært sild og makrel, der gælder siger Willy B. Hansen.

Han understreger, at det er vigtigt at man kommer rigtigt fra start - det kræver klarhed og det kan godt tage tid at skabe den.

Der er afsat fem milliarder euro fra EU til hjælpepakker til de mange europæiske virksomheder, der taber penge som følge af Brexit.

Der er nemlig ingen tvivl om, at det vil koste dyrt, når danske fiskere fra 1. januar afgiver en fjerdedel af de fiskekvoter, de tidligere har fanget i britisk farvand.

Og det er ikke alene fiskerne der udfordres. Det gør mange arbejdspladser i de danske fiskerihavne.

De fiskekvoter, som vi skal afgive har en værdi i omegnen af 1,5 milliarder kroner.

Det er en høj pris at betale for erhvervet og det skaber dyb bekymring hos formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend Erik-Andersen.

- Det ser ud til, at konsum-fiskeriet kommer til at betale en urimelig stor andel af prisen for adgang, og det kan blive ødelæggende for deres forretning, siger Svend-Erik Andersen.

Han understreger, at regeringen nu skal træde i karakter og vise, at de bakker op om fiskeriet.

Opgaven er i følge Svend-Erik Andersen at skabe grundlaget for en brexitpakke til dansk fiskeri.

- Pakken skal sikre, at vi fastholder så mange arbejdspladser som overhovedet muligt på kort og lang sigt, og at vi samtidig ruster fiskeriet til at bidrage endnu mere til den grønne omstilling, hvor dansk fiskeri allerede ligger helt fremme blandt de mest bæredygtige i verden, siger Svend-Erik Andersen.

Under et besøg i Skagen i oktober understregede statsminister Mette Frederiksen, at man ikke ville lade fiskeriet i stikken i tilfældet af, at der blev indgået en aftale, der skader dansk fiskeri.

- Statsministerens udmelding giver en smule håb, siger Svend-Erik Andersen.

Nu må mødet med Rasmus Prehn onsdag afklare om der er basis for en breixitpakke til fiskeriet.

For selv om Mette Frederiksen i oktober sagde at fiskeriet ikke måtte lades i stikken, så er der ikke umiddelbart meget der tyder på, at det vil blive omsat i kontant handling i form af en pakkeløsning.

Således har minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn afvist at der umiddelbart skulle være en national hjælpepakke på vej til de nordjyske fiskere.

Derimod har han og regeringen indstillet på, at undersøge kompensationsmuligheder, der kan hjælpe fiskerne bedst muligt.

Han kigger i første omgang på den pulje på fem milliarder euro, som EU har afsat til netop at hjælpe europæiske erhverv, der kommer i klemme efter Brexit-aftalen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste