White Hawks forlænger med unge talenter
Gorm Topholt og Thomas Larsen er fortsat at finde i den nordjyske ishockeyklub
FREDERIKSHAVN: White Hawks har forlænget kontrakterne med to af klubbens unge talenter.
Gorm Topholt har forlænget sin kontrakt for de kommende to sæsoner, og backen Thomas Larsen har forlænget kontrakten for den kommende sæson.
White Hawks understreger, at Gorm Topholt for alvor har bidt sig fast i White Hawks truppen, og at der skal bygges videre på hans spil.
- Vi tror, han kan tage yderligere step opad i karrieren under Jari Pasanens ledelse, lyder det.
Thomas Larsen fik store dele af forrige sæson ødelagt af skader.
- Vi er dog overbeviste om, at Thomas har kvaliteterne til at bide sig fast i truppen på sigt. Han er stadig i en læringsproces omkring det at spille i Metal Ligaen, men han har en god indstilling til tingene, og kan allerede i den kommende sæson bidrage med en masse, mener White Hawks.