Livet her

Vildtparade og bukkepral: Lokale jægere viste sig frem

16. maj 2022 kl. 12:33

Den 16. maj er for nogle en helt speciel dag, næsten som juleaften.

Det er selvfølgelig dagen, hvor bukkejagten bliver skudt irgang, og det er samtidig dagen, hvor alle entusiastiske jægere tager en fridag.

Formand for Frederikshavn Jagtforening, Bjarne Dunk Petersen, havde derfor indbudt til bukketræf - også kaldet ”Bukkepral” - på Knivholt. Bukkepral, fordi det er her, jægerne kan præsentere deres bytte og fortælle om deres oplevelser fra morgenens jagt.

Der må i sæsonen jages bukke fra solopgang til solnedgang, og 16. maj i år stod solen op kl. 04.55 i Frederikshavn.

En af de jægere, der var klar tidlig denne morgen, var Jimmi Sørensen, som havde nedlagt en flot seksender buk.

- Morgenen startede med tåge og sigtbarheden var derfor ikke så god, men det klarede det op, så der blev sigt ud på 50 meter, så der kunne skydes på vildtet, siger Jimmy Sørensen.

To vandrepokaler

Oliver Hjørringgaard, som lige var flyttet til Frederikshavn, var mødt op for at præsentere sit trofæ. Han var endnu ikke medlem af Frederikshavn Jagtforening og kunne derfor ikke deltage i konkurrencen om de flotte præmier. Men han havde tænkt sig at melde sig ind i foreningen.

Efter der var indtaget morgenbrød, kaffe og lidt til halsen var det tid til vildtparade, bukkepral og præmieoverrækkelser.

Foreningen har to vandrepokaler der skulle videre, og der var flotte præmier sponsoreret af Hjørring Jagt og Fiskeri. De to pokaler og præmierne uddeles ved afstemning, en for den flotteste buk og en for den mest specielle buk.

180 medlemmer

Formanden overrakte pokal og præmier for den mest specielle buk til Mick Jensen, der fik anerkendelserne for at have skudt en ulig seksender-buk med en meget kraftig opsats. Det blev Jørgen Christensen, der med overvældende flertal fik pokalen og flotte præmier for den flotteste buk. Begrundelsen var at Jørgens seksender-buk havde en flot høj, robust og meget regelmæssig opsats.

Frederikshavn Jagtforening er tilknyttet Danmarks Jægerforbund og har i dag 180 medlemmer, fortæller formand Bjarne Dunk Petersen.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu