Livet her

Vild i varmen - friskkogte hummere og masser af stemning på havnen

”Sjov på Strandby Havn” afholdes hver tirsdag i ugerne 28, 29, 30 og 31

11. juli 2022 kl. 15:55

STRANDBY: Igen i år holdes der ”Sjov på Strandby Havn”.

Og i år er opbakningen større end nogensinde før. Lokale ildsjæle, restauranter og virksomheder har bidraget i stor stil, og arrangørerne ser derfor meget frem til at vise området frem.

”Sjov på Strandby Havn” afholdes hver tirsdag i uge 28, 29, 30 og 31. Og udover masser af underholdning er der samtidig mulighed for at sætte tænderne i diverse lækkerier og lokale specialiteter som for eksempel friskkogte hummere, fisketallerken og nystegte fiskefrikadeller.

En nyhed

- En af dette års nyheder er en fejring af to projekter, som er gennemført under corona - den nyopførte legeplads og de nye terrasser ved kajkanten nær Pier 1. Begge steder er kommet til via indtjeningen fra arrangementerne. Vi vil i den forbindelse gerne sige en stor tak til sponsorer, fonde, distriktsrådet, frivillige og virksomheder for den enorme opbakning, vi har fået, siger Peter Stokbro fra Fællesvirke Strandby.

”Sjov på Strandby Havn” præsenterer i 2022 et væld af aktiviteter.

Ses vi på havnen? Foto: Claus Sørensen

Marinehjemmeværnet anløber havnen i uge 28, hvor der er mulighed for at komme til ”åbent skib”. Desuden er der mulighed for at prøve ”Årets fisketallerken fra Strandby”, der er lavet i samarbejde med Strandby Badehotel og Rosendahl´s Madhus.

Lokale fiskehuse

Kl. 18.00 og 19.00 er der turistauktion, hvor alle har mulighed for at byde på de friskfangede fisk, der er blevet forarbejdet hos de lokale fiskehuse i løbet af morgenen.

Køb amerikansk lotteri med flotte præmier fra områdets virksomheder. Nyd synet af de flotte amerikanerbiler, der opstilles ved havnen, ligesom boderne på kræmmermarkedet bugner med gode fund og tilbud til enhver pengepung.

Er du mere til aktiviteter på vandet, kan du prøve en af de store ”Waterballs” eller sejle en tur rundt i kano. Livemusik på kajen sørger for den rigtige stemning, og havnen kan i år præsentere fire forskellige bands.

I uge 28 præsenteres den skotske sanger - Elsa Jean McTaggart. Hun spiller samtidig på violin og skriver sine egne sange.

Tina og Morten

I uge 29 gæster Morten og Tina havnen. De er fast tradition, da parret altid har spillet til ”Sjov på Havnen”.

I uge 30 kommer Arvid Jacobsen med band, og til slut ankommer Anne Møller, som var med under det seneste X-Factor-show. Hun lukker dermed dette års ”Sjov på Havnen” i uge 31.

Annonceret indhold

Nyeste