- Vi vil have flere af de yngste piger på banen
- Vi vil børnefodbolden og vil fremover gå målrettet efter, at de yngste børn skal have gode oplevelser, når de spiller fodbold.
Det siger Anders Brandt Sørensen, der er formand for Ffi Fodbold.
Og derfor har Ffi Fodbold lige fået titlen DBU Børneklub, som altså betyder, at der kommer mere fokus på de mindste og deres trivsel på banen og klubben.
DBU Børneklub er et tiltag, som er kommet sammen med DBU’s nye børnefodboldstrategi, der blev vedtaget i 2021. Målet er, at gøre dansk børnefodbold til verdens bedste fodbold for børn. Det mål vil Ffi Fodbold bidrage til, og derfor har klubben underskrevet en aftale om at blive DBU Børneklub og arbejde målrettet med klubbens børnefodboldtilbud.
- Vi har også valgt at blive en del af Disney Playmakers, som er målrettet de yngste pigespillere og handler om at sætte fokus på leg og begejstring, siger han.
Disney Playmakers starter i Ffi Fodbold mandag 2. maj, hvor piger mellem 5 og 8 år er mere end velkomne.
Og Disney Playmakers - ja, det er et helt nyt program, som UEFA og Disney har udviklet i fællesskab for at få flere piger til at spille fodbold.
Ffi Fodbold vil desuden satse på træneruddannelse til flere ungtrænere og have fokus på udviklingsforløb for spillerne, både enkeltvis og i fællesskab.
- På en fodboldbane er forståelsen af fællesskabet noget af det vigtigste. Det arbejder vi ud fra og vi tror på, at den enkelte udvikler sig bedst sammen med andre, siger ungdomskonsulent Tommy Christensen.