Vi spiser sammen
Metodistkirken kalder til spis-sammen-aften
STRANDBY: Hygge skal tygges. Sådan har mange det. Når vi spiser sammen hygger vi os.
Det er baggrunden for, at Den Gule Kirke i Strandby inviterer til Spis Sammen for nye danskere fredag 27. september kl. 17.
Det er anden gang Metodistkirken holder Spis Sammen.
Første gang var i februar, hvor man samlede cirka 50 mennesker i alle aldre og fra rigtig mange kulturer.
Konceptet er, at folk tager den mad med, de alligevel ville have spist til aftensmad.
Så dækkes der et langt bord i pyramidesalen med mad fra hele verden, og deltagerne glæder sig derefter over, hvor forskellig - og alligevel ens - mad kan være.
Og så spiser man sammen, og lytter til hinandens historie.
Efter maden synges danske sange, spilles spil og danses syriske eller peruvianske danse.