Vellykket løbefest i Sæby: Sådan gik det
Løbefællesskabet 24 Timer ved Havet kunne efter et par år med alternative corona løbearrangementer atter i år blænde op for 24 timers løbet i fuld skala.
Da startskuddet til løbets første udgave i 2014 lød, stod der 200 løbere til start og i årene efter bevægede deltagerantallet sig op på i omegnen af 400 løbere, der stillede op i flere forskellige kategorier og distancer.
Da borgmester Birgit S. Hansen lørdag 28. maj skød dette års udgave afsted, var deltagerantallet 270 hvoraf 20 valgte at gå ruten på cirka 4 kilometer, der gik gennem byen og den nye havn.
De øvrige 250 løbere stillede op i en række forskellige discipliner som halv- og hel maraton, holdstafetter i forskellige længder og ultraløbere, der havde en målsætning om at løbe i 24 timer.
Som ekstra krydderi kunne løberne stille op til Dansk Atletik Forbunds DM i 24 timers løb, hvilket 30 løbere havde benyttet sig af.
Deltagerne kom fra stort set alle egne af Danmark, Norge, Sverige og en enkelt fra USA.
Løbsarrangørerne var yderst tilfredse med døgnets løb, hvor alt forløb planmæssigt til deltagernes fulde tilfredshed.
Flere af byens foreninger havde stillet sig til rådighed med frivillige hjælpere til opsætning af telt og udlevering af forplejning.