Billede beskrivelse

Vandskade på kendt hotel endte med at blive en solstrålehistorie

28. juni 2023 kl. 06.00

Et helt unikt samarbejde mellem Brøndums Hotel og Skagens Kunstmuseer har været med til at vende en katastrofe på hotellet til en lille solstrålehistorie.

For en god måneds tid siden bliver hoteldirektør Emil Hauge tilkaldt midt om natten og bliver, da han kommer ind på hotellet, mødt af det, han kalder et indendørs skybrud.

En rørledning er sprunget på et værelse lige oppe over den såkaldte royale stue.

Billede beskrivelse

- Det var ganske frygteligt. Det fosser med vand ud over det hele i det, vi kaldte royal stue og som i min barndom bare blev kaldt salen, fortæller Emil Hauge om lokalet som torsdag den 22. juni bliver omdøbt til Regentsalen ved reception på hotellet.

Sender sos til museumsdirektøren

Men inden det har kunnet lade sig gøre, har en intens håndværksmæssig indsats fra lokale håndværkere og en specialiseret assistance fra Skagens Museums konservatorer og historikere været i gang.

Allerede på den katastrofale nat har hoteldirektøren fat i museumsdirektøren med et sos i en sms, og lynhurtigt stiller museet relevante medarbejdere til rådighed for Brøndums Hotel.

Billede beskrivelse

Det handler om godt naboskab gennem historien, hvis man spørger direktør på Skagens Museum Lisette Vind Ebbesen, som refererer til det tætte bånd, der altid har været mellem museet og hotellet, som på kunstnerkoloniens tid var ejet af Anna Anchers forældre.

Låner af naboen

- Man kan godt låne andet end en kop sukker af sin nabo. Man kan for eksempel låne hinandens fagligheder, kompetencer og viden, siger museumsdirektøren og henviser til, at Brøndums Hotel blandt andet står for museets café i museumshaven.

Billede beskrivelse

- Og vi kan så i sådan en situation her bidrage den anden vej med viden omkring salen. Vores konservatorer har gravet ind i væggene, for at se efter den oprindelige farve. Det er super nørdet arbejde og virkelig sjovt, og det har en stor værdi, at Brøndums Hotel værdsætter det, siger Lisette Vind Ebbesen, og Emil Hauge forklarer, at museet desuden har stillet op med oprindelige tegninger og fotos fra hotellet, som er i museets arkiver.

Det har betydet, at salen nu står mere original, end den har gjort i mange år.

Billede beskrivelse

- Vi har arbejdet på det med respekt for det, der var engang, og salen er nu ført tilbage til noget mere oprindeligt. Museet har hjulpet os med farveanalyse, så farven er den oprindelige og maleteknikken er også mere som den oprindelige, fortæller Emil Hauge og forklarer, at tankegangen er mere som den oprindelige, men med en nutidig funktion, som han kalder det.

Historisk og funktionelt

- Med et hotel med så stor historisk betydning som Brøndums er det vigtigt ikke kun at tænke på lige nu. Vi skal altid tænke 100 år frem og se 100 år tilbage, når vi gør noget her i huset. Vi skal bevare historien for eftertiden, men man skal også om 100 år kunne se, hvordan her var på det her tidspunkt i historien, som vi lever i lige nu, fortæller hoteldirektøren om den udfordring hotellet står i på daglig basis.

Billede beskrivelse

- Samtidig er vi jo et hotel, som bliver brugt og ikke et museum. Brøndums Hotel er jo ikke en kulisse, der kun afspejler en bestemt tid. Det er knopskydninger af tilbygninger gennem tiden, og her sidder vi i stolene og ligger i sengene. Og det bliver de jo slidt af, siger hoteldirektøren, som ikke er bange for patina og hele tiden holder sig bevidst om balancen mellem det funktionelle og respekten for historien.

Den nyrenoverede og nydøbte regentsal på Brøndums havde efter receptionen torsdag sin første aften med gæster på sankthansaften.

Salens navne - før i tiden royal stue og nu regentsalen - skyldes at rummet helt oprindeligt var fire hotelværelser, som kongefamilien med Kong Christian d.10. og Dronning Alexandrine i spidsen brugte, når de gæstede hotellet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste