Usædvanligt: Indbrud på ø midt i Kattegat
Mandag modtog Nordjyllands politi en usædvanlig anmeldelse om indbrud på øen Hirsholm
HIRSHOLMENE: Fugle er der mange af på den lille øgruppe Hirsholmene, hvor knap 15.000 måger og terner yngler i løbet af foråret. Mennesker er der til gengæld ikke mange af. Faktisk har der kun været en fastboende på hovedøen Hirsholm siden 2014. Resten af øens 19 huse bruges nemlig hovedsageligt som sommerhuse.
Derfor er det heller ikke hverdagskost for Nordjyllands Politi at modtage anmeldelser fra øgruppen, der ligger omkring 7 kilometer nordøst for Frederikshavn, og derfor kun kan sejles til og fra.
Ikke desto mindre modtog politiet mandag en anmeldelse om, at der er blevet begået et indbrud på hovedøen Hirsholm mellem 5. og 19. maj.
- Vi har modtaget anmeldelse i forbindelse med indbrud i nogle sommerhuse, oplyser vagtchef hos Nordjyllands Politi, Ole Buus.
Tyven brækkede en dør op på huset og slap væk med en længere række genstande. Heriblandt et fotostativ, et teleskop og en Weber-grill.
Politiets oplysninger i sagen er sparsomme, hvorfor de gerne høre fra folk, der måske har set noget på telefon 1-1-4.