Billede beskrivelse

Unikt fællesskab åbner til sommer i Frederikshavn

31. marts 2023 kl. 15.01

Et unikt fællesskab bliver en realitet på Regionshospital Nordjylland i Frederikshavn, når Frederikshavn Kommune flytter sit Sundhedscenter og faciliteter til kronikertræning ind på hospitalet.

Dermed kommer det kommunale tilbud til at bo dør om dør med hospitalets funktioner og lægeklinikker, som har adresse på hospitalets matrikel, oplyses det i en pressemeddelelse.

Udviklingen sker på baggrund af, at kommunen løbende har fået flere opgaver med genoptræning og rehabilitering af borgerne, og de fysiske rammer i kommunens nuværende lejemål er under pres.

Derfor er det besluttet at flytte dele af aktiviteterne til hospitalet.

- Jeg glæder mig især på borgernes vegne over at kunne styrke samarbejdet imellem de forskellige sektorer, så der for eksempel bliver et tættere samarbejde om borgeren med en kronisk sygdom. Det er virkelig et stort skridt, at vi i Frederikshavn får den samlede løsning under et tag, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).

Hospitalets rolle er blandt andet at levere diagnostiske undersøgelser, medicinske kronikerambulatorier og en veludbygget ortopædkirurgisk funktion.

Ubenyttet kantine bygges om

Region Nordjylland og Frederikshavn Kommune har indgået en lejeaftale, der indebærer, at ubenyttede lokaler, som blandt andet tidligere har huset en kantine, ombygges til træningsformål med omklædning.

Desuden flytter kommunen ind i en tidligere kontorgang på hospitalet, der også skal ombygges, så lokalerne egner sig til samtaler og undervisning.

Brugerne vil fortrinsvis være patienter med kroniske lidelser som KOL, diabetes og hjertesygdom.

- Hvis vi skal lykkes med at reformere sundhedsvæsenet med sundhedstilbud tættere på borgerne, handler det ikke kun om at bygge nyt. Det er fornuftigt, at vi flytter kommunens tilbud ind på sygehusmatriklen i Frederikshavn for at udnytte den gode placering, indretning og adgangsforhold for borgere og ansatte, siger borgmester Birgit S. Hansen (S), Frederikshavn Kommune.

Planen er, at Sundhedscentret skal åbne på hospitalet efter sommerferien.

Ombygning af lokaler på Regionshospital Nordjylland i Frederikshavn ventes at beløbe sig til 2,35 millioner kroner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste