Billede beskrivelse

Unge søfarende på eventyr med Marilyn Anne

16. juli 2024 kl. 11.00

SÆBY: Hvert år i juli sender flere af Lions-klubberne unge mennesker på sejlads med det gode skib Marilyn Anne.

Sommertogtet ”Lions Adventure” tilbydes til unge, der har behov for en uges break fra hverdagen.

Skonnerten Marilyn Anne lagde fra land i Løgstør og besøgte i uge 28 Hals, Skagen og Frederikshavn, inden den fredag den 11. juli anløb Sæby Havn.

Der var i alle havnene arrangeret forskellige aktiviteter for de 15-18-årige unge gaster.

I Sæby var det naturligt vandet, der var det bærende element for de 24 maritime interesserede.

SUP Sæby stillede med instruktører og hjælpere, der med succes lærte de unge søfarende at holde balancen på et SUP-board.

Billede beskrivelse

- For nogle var det en overvindelse for første gang at skulle iføre sig våddragt og lære at gebærde sig på det forholdsvis lille bræt, siger Hasse Christensen fra SUP Sæby.

Vejr og vind gjorde sit til, at det blev en særdeles positiv oplevelse for alle.

Godt hjulpet af klubbens tre dygtige instruktører Heidi, Peter og Flemming lærte de unge hurtigt at balancere på boardet og om livredning samt selvhjælp, hvis man var så uheldig at ryge af boardet.

Senere fredag eftermiddag forlod Marilyn Anne Sæby Havn for at sætte kursen mod Aalborg.

Lørdag afmønstrerede de, nu som mere erfarne søfolk, mange lærerige oplevelser rigere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste